Pink Cup Lottospil igen en succes

Tirsdag den 15. november var knap 100 deltagere samlet til det årlige Pink Cup Lottospil arrangeret af Pink Cup Udvalget til fordel for Kræftens Bekæmpelse. 

Det blev igen en super hyggelig aften i Aabenraa Golfklub klubhus, hvor både spillene, præmierne, kaffen og diverse hændelser vagte begejstring og førte til masser af snak og grin.

Via salg af plader, Tænd-et-lys lamper, kaffe mm. formåede Pink Cup Udvalget denne gang at indsamle hele 10.700 kroner på en aften. 

Udvalget vil gerne sige en STOR tak til alle de fremmødte deltagere og naturligvis også til alle de sponsorer – både til Pink Cup Lottospil og Pink Cup Turneringerne – som hvert år stiller op med præmier, der gør det hele muligt. 

 

 

20 års Jubilæum

Aabenraa Golfklub er stiften den 11. december 2002 – det vil sige, i år er der netop 20 års jubilæum for stiftelsen af klubben. 

Derfor inviterer Bestyrelsen til fejring af dette med gløgg og æbleskiver i Aabenraa Golfklub klubhus søndag, den 11. december 2022. 

Vi håber at se mange deltagere – både nye, gamle og måske kommende – til fejringen af denne store dag. 

Tilmelding

For at have en ide om antallet af æbleskiver mm., bedes du tilmelde dig arrangementer her

Mvh
Bestyrelsen i Aabenraa Golfklub

Bestyrelsesmøde, 9. november 2022

Referat fra bestyrelsesmøde onsdag den 9. november 2022, kl. 18.30

Sted: Aabenraa Golfklub

Deltagere: Klaus Milton Jensen (KM), Ole Højen (OH), Preben Skellgaard (PS),
Carl Aage Lassen (CAL), Jytte Callesen, (JC), Palle Christensen (PC), Asger Stenhøj Schmidt (AS).

Afbud: Peter Riggelsen (PR) og Lars Rømer (LR).

Dagsorden

1. Godkendelse af referat fra seneste møde

  • Ingen bemærkninger

2. Efterretninger

  • Desværre er der til dato ingen, der har vist interessere for formandsposten.

3. Status på igangværende sager

  • Simulatorgolf. Byggetilladelse er meddelt. Høringsfasen på 4 uger er endnu ikke udløbet. Der skal indhentes tre tilbud på ombygning. OH og PC holder et møde med Ronni om projektet under de nye vilkår. Lokalet i Feriecentret viste ikke egnet til formålet. Projektet sættes i gang i 2023.
  • Flugtveje fra mødelokale. Alle flugtvejsdøre bliver gennemgået/ændret, så de kan åbnes indefra uden brug af nøgle.
  • G-drev til referater fra udvalgene. AS har udarbejdet et forslag til strukturering af drevet. AS og KM arbejder videre, så det kan tages i brug i 2023. Nuværende filer gemmes i et arkiv.
  • Nye trolleyer. Virksomheden afviklet. AS forhører sig, om det stadig er muligt at få fat på nogle. Alternativt skal vi indkøbe gennem Ronni.

4. Økonomi og medlemssituation

  • Medlemstal uændret. Desværre er der varslet mange udmeldelser til årsskiftet. En tendens, som ifølge DGU er landsdækkende – lige bortset fra de større byer.
  • Perioderegnskabet er lidt bedre end det forrige. Klubben er som alle andre underlagt prisstigninger. Vi er lidt bagud i forhold til budgettet.

5. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder

  • Aktivitetsudvalg (JC). Der er sat dato på stort set alle hverveaktiviteter for 2023. Der blev debatteret for og imod udefra kommende hjælp til hvervning. Hjælpen er dyr, og der er ingen garanti for resultat. Der bør afsættes midler til markedsføring i det kommende budget.
  • Arbejdsgrupperne (AS). Af forskellige årsager indkaldes grupperne først primo 2023.
  • Baneudvalg (CAL). Intet.
  • Begynderudvalg (PS). Intet.
  • Eliteudvalg (LR). Intet.
  • Regel- og handicapudvalg (LR). Intet.
  • Sponsorudvalg (PC). Der er kommet en ny sponsor til, men der er også en, der er faldet fra.
  • Turneringsudvalg (LR). Intet.

6. Kommende aktiviteter/opgaver – planlægning og ansvarsfordeling

  • Jubilæum – gløgg og æbleskiver. Klubben har 20-års jubilæum. Det bliver markeret med en invitation til alle medlemmer m.fl. til gløgg og æbleskiver den 11. december. Offentliggøres via nyhedsbrev og Facebook.
  • Julefrokost for ansatte. Bestyrelsen finder det mere passende med et arrangement for alle ansatte i det tidligere forår. Kan evt. kombineres med ”åbent hus” på greenkeepergården.

7. Henvendelser fra medlemmerne/indkomne forslag

  • Afhentning af pokaler fra klubmesterskab. PC tager sig af sagen

8 Eventuelt

  • Intet

Referent: Preben Skellgaard

 

Ændringer i golfreglerne 1. januar 2023

Golfreglerne bliver kontinuerligt gennemgået og revideret af R&A og USGA. Og per 1. januar 2023 kommer der derfor igen ændringer i de nuværende regler, som stammer tilbage fra 1. januar 2019. 

Ændringerne er blevet offentliggjort i dag og træder i kraft den 1. januar 2023. Der er ikke tale om gennemgribende ændringer som for fire år siden, men der er alligevel flere ting, vi som almindelige golfspillere bør være opmærksomme på. DGU har gennemgået de nye ændringer og samlet de væsentligste ændringer som de vil gennemgå mere detaljeret i årets sidste nummer af Dansk Golf.

Læs mere på DGU’s hjemmeside her

Se også en mere detaljeret gennemgang her 

HUSK – det er dit eget ansvar som golfspiller at sætte dig ind i de nye regler 🙂 

Endvidere kan det for smartphone brugere anbefales at downloade den ganske udmærkede app: “Rules of Golf” fra R&A. Denne findes i dansk udgave og skulle efter sigende allerede være opdateret til de nye regler. 

Livescoring opgraderes i Golfbox

Aabenraa Golfklub har i mange år anvendt “Livescoring” til mange af vores turneringer. Dette gælder både søndagsturneringer samt specielt Klubmesterskaber. Derfor er mange af vores medlemmer bekendt med måde at indtaste scores under runden i forbindelse med turneringer.

Nu har Golfbox opgraderet deres “Livescore” med en markant ny feature. De har nemlig indført muligheden for at bruge elektronisk underskrift. 

Funktionaliteten er grundlæggende den samme, men nu er det i højere grad muligt at undvære det fysiske scorekort og udelukkende bruge det elektroniske scorekort. Det vil blandt andet kunne lette arbejdet yderligere for turneringsadministratorerne, som kan spare endnu mere tid på kontrol af scores og underskrifter.

Læs alt om den nye feature her

Det skal understreges, at ovenstående blot er til orientering og det er IKKE ensbetydende med, at Aabenraa Golfklub straks tager denne feature i brug. Hvorledes scores føres i vores turneringer bestemmes af vores Turneringsudvalg alternativt de enkelte turneringsledere. 

Frederikke Ellehøjgaard Nr. 4 i Portugal

Frederikke Ellehøjgaard slutter i +30 – 3 slag fra 2. pladsen og 6 slag fra 1. pladsen.

Målet var en topplacering i årets sidste turnering for Aabenraa Golfklubs Frederikke Ellehøjgaard, da hun i weekenden deltog i Portuguese International Mid-Amateur Championship på den smukke – og svære – Troia golfbane lige syd for Lissabon. 

Selvom målet blev indfriet med en flot 4. plads i et meget stærkt international felt i Portugal, så var 2. pladsen længe indenfor rækkevide. Desværre kostede de sidste par huller på sidste runde dyrt – noget Frederikke Ellehøjgaard ikke selv var tilfreds med. 

Spillet var hele weekenden til mere og jeg havde fat i 2 pladsen langt ind i 3 runde. Desværre svigtede det mentale mig lidt på afslutningshullerne og jeg er i træerne både på hul 16 og 18 og må droppe.

Dette betød desværre, at Frederikke satte 4 slag til på de sidste 4 huller via en dobbelt bogey på hul 15 bogey hul 16 og hul 18. Samtidig var det også lidt “stolpe-ud” på de sidste par huller.

Jeg er ved at hole mit chip på hul 17 til birdie, men den bliver desværre liggende lige på kanten. Dette gentog sig på hul 18, da mit par putt – der ellers sidder midt i hullet – stopper millimeter kort af. Desværre holede jeg på afslutningshullerne ikke de putts, som jeg havde gjort tidligere på den afsluttende runde 

Frederikke ender på en 4. plads med 3 slag op til 2. pladsen. Efter en første skuffelse havde lagt sig var Frederikke dog stadig positiv over sæsonafslutningen.

Dannebro blev repræsenteret af bl.a. Frederikke Ellehøjgaard i Portugal.

4. plads – jo, alt i alt er jeg godt tilfreds. Svinget sidder godt og jeg har fået bekræftet, at jeg kan spille lige op med de bedste i Europa. Jeg skal bruge vinteren på at arbejde på det mentale og blive stærkere under pres, så jeg kan holde fast når det gælder. 

Dermed er sæsonen afsluttet for Frederikke Ellehøjgaard som absolut kan være tilfreds med 2022 fra et golfmæssigt perspektiv: vinder af den danske Mid-Age Dame Rangliste, Klubmester i Aabenraa Golfklub i både Hulspil og Slagspil – samt Sønderjysk Mester 2022 i Slagspil. 

Udover at hun selv har slået slagene, så ved Frederikke også godt hvem der har stor andel i hendes flotte sæson:

Jeg sender en KÆMPE tak til Ronni Christensen (PGA-træner i Aabenraa Golfklub, red.) for altid at være der for mig – også under turneringer og på mærkelige tidspunkter. Han har heldigvis stadig tålmodighed med mig og mit sving efter alle de år vi har arbejdet samme. 

Men helt sikkert også en stor tak til alle de søde medlemmer der skriver, liker og hepper på Facebook og Instagram når jeg er ude at spille – det er virkelig rart at mærke den opbakning!

Stor tak til Frederikke Ellehøjgaard for at repræsentere Aabenraa Golfklub i den store verden. 

Golfbladet har i deres November nummer lige bragt et portræt af Frederikke Ellehøjgaard – læs det direkte i Golfbladet November 2022 på side 22 her

 

 

 

 

Vinterregler i Aabenraa Golfklub

Vinterregler i Aabenraa golfklub gældende fra 31. oktober 2022.

Greenkeeper har meldt ud at banen gøres vinterklar. Dette betyder at Klubbens vinterregler træder i kraft jf. følgende:

  •  Der skal lægges op overalt i det generelle område indenfor en køllelængde og ikke nærmere hullet.
  • River er fjernet fra bunker og lægges op på nærmeste sted og ikke nærmere hullet.
  • Bolden må renses.
  • I tilfælde af frost skal der spilles til vintergreens. Frosne sommergreens må under ingen omstændigheder betrædes.
  • Der kan ikke handicapreguleres under disse forhold.
  • Den tidligere udmeldte midlertidige (19/9) lokalregel ophæves samtidig

PVA Regeludvalget, Christian Paulsen, den 30.oktober 2022

Aabenraa Golfklub repræsenteret i Portugal

Det er ikke kun medlemmerne fra Aabenraa Golfklub der er på PGA-træner Ronni Christensens årlige golftur, der befinder sig i Vidago det nordlige Portugal i øjeblikket.

Klubmestre i Slagspil 2022 – Frederikke Ellehøjgaard og Mads Meilandt Thomsen.

I samme gruppe findes for nuværende også året vinder af den danske Mid-Age Dame Rangliste, Frederikke Ellehøjgaard fra Aabenraa Golfklub. Ikke nok med Frederikke har vundet året rangliste – hun er også Klubmester i Aabenraa Golfklub i både Hulspil og Slagspil – samt Sønderjysk Mester 2022 i Slagspil. 

I Uge 43 vil Frederikke træne sammen med Kaptajn Ronni’s gruppe i Portugal, men Frederikkes mål med turen er en lidt anden end resten af gruppen. I dagene fra 4-6 November skal hun nemlig deltage i 5th Portuguese International Mid-Amateur der finder sted på den smukke Troia Golf lidt syd for Lissabon –  en Robert Trent Jones designet bane. 

Turneringen spilles over 3 dage uden cut og med 16 deltagere i feltet er der god chance for en topplacering til Frederikke Ellehøjgaard. Kigger man samtidig på handicap indekset for deltagerne, så findes der kun 2 spillere der spiller ud fra lavere indeks end Frederikke.

Nu ved alle golfspillere godt, at man ikke er en bedre golfspiller end det man bringer ud på banen på dagen, men med dette uges træningsophold i Portugal sammen med Ronni samt 3 planlagte prøverunder på Troia Golf inden turneringen, så har Frederikke i hvert tilfælde givet sig selv optimale betingelser for at møde op til turneringen i topform.

Vi krydser alle fingre for Frederikke Ellehøjgaard når turneringen går i gang 4-6. november. Når vi har links til leaderboard mm. vil denne artikel blive opdateret. 

Vinteren kommer – desværre…

Kære golfere i Aabenraa Golfklub
 
Så er efteråret kommet og vi begynder så småt, at gøre banen klar til vinteren. 
 
I uge 44 vil der ske følgende:
 
– Der spilles med oplæg på hele banen.
– Riverne tages ud af bunkers og disse er derfor ikke længere i spil, bolden droppes ud af bunkeren, nærmeste vej ud og ikke nærmere flaget.
– Ved frost spilles der til “vintergreens” (disse områder vil på ingen måder komme til at minde om greens, da det er en umulig opgave på en ikke drænet jord). 
– Bænke tages ind for vinteren, så disse kan blive vedligeholdt.
– Vi skifter over til vinter bolde på træningsbanen, vi samler stadig bolde, så længe vi kan køre uden at skade træningsbanen.
– Brug af golfbiler, mono buggies og anden form for person transport bliver lukket for alle, gældende fra den 1. november.
– Putting og indspilsgreen bliver lukket. 
 
Det er igen i år planen at spille til sommergreens igennem vinteren, dog vil de blive lukket hvis der kommer for meget sygdom. 
 
Jeg vil på det kraftigste opfordre til IKKE at spille på greens hvis der er frost, ellers vil greens blive lukket. 
 
Den først nat / morgen med frost, der vil jeg lukke for banen hele dagen og det er fordi at planten stadig indeholder vand. Dette vand vil fryse og gøre græsset enormt sårbart for transport, så hold øje med vejrudsigten og Golfbox.
 
Med venlig hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper
 
 

Går du med en Formand i maven?

Efter indtil nu 7 år i Bestyrelsen og heraf 3 år på formandsposten har Klaus Milton Jensen besluttet at træde tilbage som Formand for Aabenraa Golfklub ved den næste kommende Ordinære Generalforsamling formentlig i februar 2023. 

Klaus Milton Jensen vil dog stadig fortsætte i Bestyrelsen i Aabenraa Golfklub hele 2023 ud, for på den måde at kunne være den nye Formand behjælpelig i det første år af dennes “regeringstid”. 

Så går du som medlem af Aabenraa Golfklub med en Formand i maven og har du et ønske om at bidrage til den fortsatte positive udvikling i klubben, så meld dig endelig hos Bestyrelsen via info@aabenraagolf.dk. 

Har du spørgsmål eller ønsker du en yderligere uddybning af, hvad et Formandskab af Aabenraa Golfklub indebærer, så tager Klaus Milton Jensen gerne en snak med dig for at uddybe og besvare dine spørgsmål. 

Generelt kan siges, at den person – kvinde eller mand – der fremover skal bestride posten i Aabenraa Golfklub gerne må være i besiddelse af nogle af følgende kompetencer: 

  • Ledelsestalent
  • Organisationstalent
  • Gode kommunikationsevner
  • Være udadvendt og ansvarlig
  • Have overblik
  • Være kulturbærer og kulturudvikler og medvirker til at dyrke det gode miljø, en hyggelig atmosfære og fælleskabet
  • Evt. havde viden og erfaring indenfor salg, markedsføring og kommunikation
  • Være medlem af Aabenraa Golfklub

Aabenraa Golfklub anno 2022 er en veldrevet golfklub med en sund økonomi og med et aktuelt medlemstal på 637 medlemmer. Organisationen er på plads med knap 100 frivillige fordelt på diverse meget velfungerende udvalg. 

Aabenraa Golfklub bestræber sig på at være medlemmernes klub, at tage socialt ansvar, at bidrage med et interessant idrætstilbud på Løjt Land for alle aldersgrupper samt at udbrede kendskabet til golf. Derfor er Aabenraa Golfklub også en yderst aktiv spiller mht. Skolegolf, som specielt klasserne på Løjt Skole har stor glæde af. Klubben tilbyder også med stor succes ”Kronikergolf” – golf for alle med en kronisk sygdom og deres pårørende – i tæt samarbejde med Aabenraa Kommune, Diabetesforeningen og Fritids Rådet. Seneste tiltag der har været store successer i Aabenraa Golfklub har været Kvinder & Golf samt Gratis Weekend Golf. 

Aabenraa Golfklub afholder hvert år en af Danmarks største Turneringsuger – Aabenraa Golfuge – populært kaldet Uge29. Siden starten i 2016 er deltagerantallet vokset støt og roligt og 2022 bød på en ny rekord med 614 deltager over de 4 dage – og 192 deltagere på en enkelt turneringsdag.