God weekend for Eliten

I weekeden spillede vores Dame- og Herre Elitehold de sidste matcher i deres puljer – og de sluttede af med rigtige flotte resultater.

Det var en yderst spændende weekend, da begge hold inden weekenden stadig havde mulighed for at sikre sig første pladsen i deres puljer og dermed en plads i det senere oprykningspil. 

Dameeliten

Damerne spillede lørdag på udebane imod Ribe og vandt med 6-3. Da Kaj Lykkesamtidig vandt deres kamp, blev søndagen kamp mellem netop de 2 hold i Aabenraa Golfklub afgørende for førstepladsen i puljen. 

Og det blev en meget spændende kamp at følge. Aabenraa Golfklub vandt de første to singler meget sikkert med henholdsvis 7-6 (Camilla Hedegaard) og 8-6 (Cornelia Kanst Husted), men da deres foursome var nede med 4 med 5 huller tilbage, så blev den sidste single den afgørende. (Der gives 2 point for en vundet single og 3 point for en vundet foursome.)

Her var Tina Tiedemann 1 oppe efter hul 13, men tabte desværre både hul 14, 15 og 16, så hun var 2 nede med to huller at spille. Tina kæmpede sig tilbage og vandt hul 17 – og minsandten om hun ikke også hullede et indspil for at vinde hul 18. Dermed sikrede Tina Tiedemann en delt match og det vigtige ene point, der førte til en Aabenraa sejr med cifrene 5-4. 

Dermed blev damerne nr. 1 i deres pulje og skal nu i oprykningsspil. 

Se puljen og alle resultaterne for Dameeliten her

Herreeliten

Herrerne spillede lørdag imod Benniksgaard på udebane og med en sejr her, så kunne de stadig nå førstepladsen i puljen, hvis ellers andre resultaterne i weekenden faldt ud til deres fordel. 

Men på trods af en god fight og gode muligheder på de sidste par huller, så tabte de desværre 8-4 til Benniksgaard.

Dermed var søndagens hjemmekamp mod Jelling reelt uden betydning, men spillerne viste søndag deres store potentiale og sluttede stærkt af med en sejr på hele 12-0. Ikke en match blev delt eller tabt og dermed fik de en rigtig god afslutning på sæsonen. 

Se puljen og alle resultaterne for Herreeliten her

Aabenraa Golfklub ønsker Damerne held og lykke i oprykningsspillet og siger spillerne tak for en flot sæson som repræsentanter for klubben. 

På billederne herunder fra i søndags mangler der dog et par spillere fra herreholdet. 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.