Aabenraa Golfklubs seniorer havde en dejlig 2-dages tur!

Så er de 47 deltagere i Aabenraa Golfklubs 2-dages tur til Gut Apeldör ved Husum hjemme igen efter en særdeles vellykket golftur. 

Golf på en meget velplejet og skønt beliggende golfbane – kombineret med flotte værelser og en velfungerende restaurant – gav en dejlig stemning fra start til slut på denne tur.

Torsdag blev der spillet stableford i et fantastisk golfvejr med lettere skydække, 20 grader og meget lidt vind, og resultaterne blev også derefter, idet de 45 spillere opnåede et gennemsnit på 31,2 point – ret usædvanligt i senior/veteran golf.

Vinderne blev i A-rækken: Hans Peter Frisk med 41 point foran Marente Andersen med 37 point. 

I B-rækken vandt Grethe Nielsen med 38 point foran Tove Boysen og Ernst Meienburg – begge med 36 point. 

Og i C-rækken vandt Ivan Meisner med 43 point foran Yvonne Jensen med 41 point. 

Fredag blev der igen spillet stableford – dog under lidt ringere vejrforhold med en del blæst og regn på de sidste huller for de senest startende.

Resultaterne blev i A-rækken: Marente Andersen med 33 point foran Jimmy Boysen med 32 point. I B-rækken vandt Tove Boysen med 36 point foran Edith Christensen med 34 point og i C-rækken vandt Jens Skov med 38 point foran Lars Engraf med 35 point.

Posted in .