Aabenraa Golfklub repræsenteret i Portugal

Det er ikke kun medlemmerne fra Aabenraa Golfklub der er på PGA-træner Ronni Christensens årlige golftur, der befinder sig i Vidago det nordlige Portugal i øjeblikket.

Klubmestre i Slagspil 2022 – Frederikke Ellehøjgaard og Mads Meilandt Thomsen.

I samme gruppe findes for nuværende også året vinder af den danske Mid-Age Dame Rangliste, Frederikke Ellehøjgaard fra Aabenraa Golfklub. Ikke nok med Frederikke har vundet året rangliste – hun er også Klubmester i Aabenraa Golfklub i både Hulspil og Slagspil – samt Sønderjysk Mester 2022 i Slagspil. 

I Uge 43 vil Frederikke træne sammen med Kaptajn Ronni’s gruppe i Portugal, men Frederikkes mål med turen er en lidt anden end resten af gruppen. I dagene fra 4-6 November skal hun nemlig deltage i 5th Portuguese International Mid-Amateur der finder sted på den smukke Troia Golf lidt syd for Lissabon –  en Robert Trent Jones designet bane. 

Turneringen spilles over 3 dage uden cut og med 16 deltagere i feltet er der god chance for en topplacering til Frederikke Ellehøjgaard. Kigger man samtidig på handicap indekset for deltagerne, så findes der kun 2 spillere der spiller ud fra lavere indeks end Frederikke.

Nu ved alle golfspillere godt, at man ikke er en bedre golfspiller end det man bringer ud på banen på dagen, men med dette uges træningsophold i Portugal sammen med Ronni samt 3 planlagte prøverunder på Troia Golf inden turneringen, så har Frederikke i hvert tilfælde givet sig selv optimale betingelser for at møde op til turneringen i topform.

Vi krydser alle fingre for Frederikke Ellehøjgaard når turneringen går i gang 4-6. november. Når vi har links til leaderboard mm. vil denne artikel blive opdateret. 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.