42 spillere var fredag den 16. maj om eftermiddagen mødt op for at deltage i sæsonens første 9 hullers Friday Nine turnering.
Strålende solskin, en lidt kølig frisk vind og en bane i virkelig god stand dannede rammen om turneringen, der var en foursome, hvor tre par spillede sammen per flight – også for at fremme det sociale aspekt.
Omtrent 2 timer efter gunstarten var alle hjemme i klubhuset, hvor den bestilte mad (smørrebrød) blev indtaget med snak og mange grin på den sydvendte terrasse, der lå i læ for vinden. Man havde forsøgt livescoring, og det var gået fint, så den efterfølgende præmieoverrækkelse kunne foretages, inden alle havde tygget af munden.
To hold havde pointlighed, og ved lodtrækning havde maskinen fundet frem til, at vinderne blev Jytte og Bendt Hansen med 22 points med Lene og Frederik Johnsen lige efter med samme points og med Brian Toftum og Peter Kondrup på 3. pladsen med 21 points.
Tættest på flaget på hul 5 blev Søren Frosch med 5,54 m. og på hul 7. var Frederik Johnsen tættest på med 7,49 m. På hul 4 var der tættest på flaget i 2. slag, og her var den eneste på greenen Bo og Søren Frosch med 20,10 m.
Resten af maden blev fortæret i den hyggelige atmosfære, og i det åbne forum til sidst blev forskellige spørgsmål til og forslag omkring turneringsformen drøftet, inden et Aagk-HURRA for spillere, greenkeepere og klubben blev råbt, og man forlod klubben og satte kursen mod en fredag aften derhjemme med gode oplevelser i erindringen.
Desværre har vi ingen billeder fra dagen at dele her – men det håber vi kommer næste gang 🙂


