Siden den første weekend i årets Danmarksturnering, der bød på meget blandede resultater for vores elitehold, har alle spillere lagt sig i selen og fået trænet en hel masse for at være helt klar til 2. runde, der blev afviklet her i weekenden.

Dame 1, der spiller i den svære pulje i 3. div. Vest, skulle efter to nederlag i 1. runde finde storspillet frem for ikke at være hægtet af i kampen om at forblive i divisionen allerede efter 2. runde. Med 2 hjemmekampe i weekenden skulle der point på kontoen.
Lørdag tog Dame 1 imod et stærkt Esbjerg-hold, hvor et kig ned over holdopstillingen og handicaps indikerede, at dette ville blive en overordentlig svær kamp for Dame 1. Alle gik dog ind i kampen med stor selvtillid og gå på mod og i sidste ende var det lige ved at bære frugt.
Efter 2 tabte singler og 1 vundet, blev foursome matchen den afgørende for hele kampen. Her var der spænding helt til det sidste, da den først fandt sin afgørelse på hul 18. Desværre for Dame 1 blev det til en delt match, hvilket resulterede i et meget snævert 3,5 – 5,5 nederlag til Esbjerg. Et resultat Dame 1 dog kan være virkelig stolte af, for på papiret lignede det en meget ulige kamp.
Søndag kom Odense Eventyr så på besøg på Løjt Land, hvor et nederlag på 7-2 på udebane skulle revancheres. Da Odense Eventyr ikke kunne mønstre det krævede antal spillere, så startede det for Jette Frosch med en vunden single uden kamp! Derefter blev det tætte kampe for alle de resterende spillere, hvor Dame 1 heldigvis trak det længste står med sejre til Jytte Koch i single, et knebent nederlag for Anna Louise Erholt og en flot sejre i foursome bestående af Mette Iversen og Helle Axelgaard. Samlet en 7-2 sejr på hjemmebane og endnu vigtigere – samlet en bedre score, således at Dame 1 rykkede over Odense Eventyr i rækken og dermed overlod nedrykningspladsen til dem efter 2. runde.
Se alle resultater i Dame 1’s pulje her: Aabenraa Damer 1 – 3. div. Vest – pulje 3

Dame 2, der i år spiller i Kvalifikationsrækken, skulle både lørdag og søndag på udebanen. Dame 2 indledte deres sæson i en meget jævnbyrdig pulje med en sejr og et knebent nederlag. Desværre skulle 2. runde bliver noget anderledes.
Lørdag gik turen Varde, hvor et stærkt hold desværre ikke gav Dame 2 mange chancer i løbet af dagen. På trods af en god fight, måtte Dame 2 tage hjem fra Varde med et 0-9 nederlag. Dette skulle revancheres søndag, hvor Dame 2 igen var på langtur – denne gang til Kaj Lykke – topholdet i puljen. Igen var der dog ingen gaver at hente fra værterne og om end resultaterne for de enkelte matcher var en del tættere end lørdag, så endte Dame 2 igen med et 0-9 nederlag.
Varde og Kaj Lykke er de klart bedste hold i denne pulje så kampen om sidstepladsen står imellem Dame 2 og Jelling. På grund af bedre score indtager Jelling lige nu 3. pladsen – men i sidste runde får Dame 2 selv mulighed for at ændre på dette, da de skal til Jelling om lørdagen.
Se alle resultater i Dame 2’s pulje her: Aabenraa Damer 2 – Kval. Vest – pulje 4
Hos Herrerne der i år møder Nordborg, Vejen og Kaj Lykke, skulle der også gode resultater til i denne weekend efter blot 1 point i første runde med uafgjort i Kaj Lykke.
Puljens førende – Vejen – kom på besøg lørdag på Løjt Land. Alle skulle finde deres bedste spil frem for at kunne vriste en sejr ud af denne kamp, der da også startede godt for Herrerne. Markus Hansen, som fik debut i DS, spillede en flot match men måtte til sidst se sig slået med 0-1 på hul 18. Derefter vandt både Lars N. Callesen og Bo M. Frosch deres singler, hvorefter alt presset for sejr igen lå på de to foursomes. Her var Vejen spillerne i begge dog for stærke og Herrerne måtte se sig slået af topholdet med 4-8. Nordborg spillede om lørdagen uafgjort med Kaj Lykke, så alt var stadig åbent i puljen hvad angik nedrykningspladsen før søndagen.
Netop Nordborg kom på besøg på Løjt Land om søndagen og her skulle Herrerne vinde for at kunne forlade sidstepladsen de indtog med kun 1 point. Alle spillere var klar fra start og kæmpede bragt. Dog blev de to første singler tabt inden Bo M. Frosch satte de første point ind på Herrernes konto ved at vinde sin match 2 – 0.
Med de resulter skulle begge foursomes vindes for at Herrerne kunne tage hele sejren i kampen. Første foursome nåede helt til hul 18, hvor Stefan Schjøtt og Jesper Gubbe Olsen tog en meget snæver sejr på 1 – 0. I anden foursome var der også kamp til stregen indtil Martin Schjøtt og Tobias Kubiak sikrede sig pointene på hul 17 med en 2-1 sejr.
Virkelig vigtig sejr for Herrerne, for dermed rykkede de væk fra sidstepladsen i puljen og har nu 3 point på en tredjeplads – samme antal point har Nordborg. Kaj Lykke rykkede med et knebent nederlag på hjemmebane til Vejen ned på sidstepladsen – og Vejen sikrede sig allerede oprykning, da de nu med 8 point for 4 sejre ikke længere kan hentes i toppen af denne pulje. Men der er lagt op til et drama i sidste runden når årets nedrykker fra denne pulje skal findes.
Se alle resultater i Herrernes pulje her: Aabenraa Herrer – 4. division Vest – pulje 8
Næste spillerunde for eliten finder sted den 8 / 9. august
Fra alle spillerne lyder der en tak til Elitens sponsorer.
Og naturligvis også til hele Greenkeeperteamet der har sørget for de fantastiske forhold, der kunne spille på i weekenden i hjemmekampene.
STØT Elitens sponsorer i Aabenraa Golfklub – de støtter os !




