Har du også mistet en bold?

Hul 18 i Aabenraa Golfklub er på mange måder et spektakulært hul – også selvom det er et forholdsvist kort par 3 hul. 

Men som alle der har spillet banen ved, så er green omgivet af vand og det kræver et godt slag for at sikre, at ens bold stadig er tør efter tee-slaget. Og at dette ikke altid sker kan tit ses fra klubhusets terrasse – ellers giver de mange bolde i søen foran green et godt billede af det. 

Og hvis nogen i fredags mente de så en dykker i vores sø – så har de helt ret. Keld Andersen fangede dykkeren på et par billeder og fik en kort snak med ham. 

Gavner miljøet

Aabenraa Golfklub har nemlig en aftale med et Viborg baseret firma om 2 gange årligt at komme forbi og samle bolde op af søen. Dermed sikres et rent miljø og en ren sø, da Aabenraa Golfklub jo anvender vandet fra søen til at vande greens med. Samtidig kan mange af disse bolde også anvendes igen som sø-bolde, hvorfor Aabenraa Golfklub får betaling for de opsamlede bolde. 

Dykkerne i søen får luft igennem en 30 m lang slange og har dermed begge hænder fri til at samle bolde. Samtidig kan de bære mere end hvis de havde lufttanke på ryggen når de dykkede. Endvidere har de en special tranport scooter, der kan transportere boldene fra søen og op til deres bil, da den jo af naturlige grunden ikke kan køre helt ned til søen. 

Mange bolde om året

Og det er altså ikke bare en håndfuld bolde vi snakker om. Ifølge dykkeren Keld Andersen snakkede med i fredags, så samler de årligt over 3.000 bolde op i søen omkring hul 18! 

Hvis der blev spillet golf hver dag året rundt i Aabenraa Golfklub, så svarer det til, at over 8 bolde om dagen ender i søen foran 18 green.

Men mon ikke også de fleste medlemmer i Aabenraa Golfklub kan sige, at mindst én af de 3.000 bolde der ender i søen i løbet af året er deres?

 

Hul 18 i Aabenraa Golfklub med tee-stederne i forgrunden og green på den anden side af den centrale sø. Klubhuset og terrassen ses til højre, hvorfra mange betragter slagene over mod 18 green. Tilskuere øger nok også presset på mange spillerne og er sikkert medvirkende til et par ekstra bolde i søen.

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.