Lokalbrag i weekenden

I den kommende weekend starter Danmarksturneringen igen og det bliver et rigtigt spændende år for Eliten i Aabenraa Golfklub. 

Som før fortalt, så resulterede 2021 sæsonen alligevel i en oprykning for vores Dame 1, så de spiller i år i 2. division (læs historien her). Vores Herre 1 havde en flot sæson sidste år, men Vejle Golfklubs 1. hold var i sidste ende for stærke og løb med oprykningen, hvorfor vores Herre 1 i 2022 stadig er i 3. division. Både Dame 2 og Herre 2 spiller i Kvalifikationsrækken. 

Hen over efteråret og foråret er der dog kommet en del forstærkninger til Aabenraa Golfklub – og det både på dame og herresiden. Niveauet er hævet over hele linjen hvilket også allerede har kunne ses til træning i løbet af foråret.  Disse forstærkninger gør, at alle holdene i år er stærkere end sidste år og forventningerne til holdene er derfor også større. I 2022 vil det ikke være nok at spille med – ej heller for kvalifikationsholdene. Det forventes, at alle 4 hold vil blande sig i toppen af deres puljer og dermed forhåbentlig også spille med om oprykninger når vi kommer til efteråret. 

Det bliver yderst spændende at følge alle holdene i løbet af den kommende sæson, men specielt spændende bliver det at følge vores Damehold i 2. division. For første gang siden etableringen af Aabenraa Golfklub kan vi nemlig se frem til et vaskeægte lokalbrag, da de bedste damehold i både Sønderjyllands Golfklub og Aabenraa Golfklub i denne sæson spiller i samme pulje i 2. division Vest sammen med Odense og Herning. Og første møde finder sted allerede på søndag den 8. maj kl. 8:00! Som det eneste hold spiller Dame 1 også hjemme på lørdag, den 7. maj, da de starter deres sæson mod ligeledes stærke Herning Golfklub. 

Herrerne i 3. Division Vest møder i 2022 Benniksgaard samt Ribe og Kaj Lykke. I Kvalifikationsrækkerne skal Damerne møde Royal Oak, Lillebælt og Barløseborg og Herrerne har fuldt Sønderjysk program med Tønder, Nordborg og Benniksgaard. 

Se spilleplan og resultater for 2022 her

Aabenraa Damer 1 – 2. div. Vest

Aabenraa Damer 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 8

Aabenraa Herrer 1 – 3. division Vest – pulje 1

Aabenraa Herrer 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 17

På lørdag den 7. maj spiller som skrevet kun Dame 1 hjemme – men på søndag er der så fuldt program på hjemmebane.  Kl. 8:00 søndag den 8 maj er der lokalopgør imellem Aabenraa og Sønderjyllands Golfklub i Damernes 2. division. Herefter spiller 3. division Herre mod Kaj Lykke, så Kvalrække Herrer mod Benniksgaard og til sidst Kvalrække Damer mod Barløseborg.

Det bliver en søndag formiddag i Elitens tegn i Aabenraa Golfklub og alle der har tid og lyst, opfordres til at komme forbi og støtte holdene. Hvis kl. 8:00 er for tidligt for nogle, så regnes der med at de første flights turner ved hul 10 omkring kl. 9:30. Så kom forbi og støt op omkring vores elite – der vil kunne ses en masse god golf være masser af god golf at se og spændingen vil sikkert være helt i top hele dagen. 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.