Nyt fra Greenkeeperne uge 12

Kære Golfere i Aabenraa Golfklub 🙂
 
Nu banker sæson 2025 for alvor på døren og vi glæder os.
 
Greens er, som alle nok har fået med, blevet proppet her i sæsonens start. Der er nu bragt ca 55 tons organisk top dress ud og hullerne er stort set lukket og sidste etape med græsfrø vil blive gjort i starten af næste uge, hvor også årets første gødning vil blive bragt ud. Vi har desværre haft lidt problemer med at få sandet ordentligt ned i hullerne, da vi ikke kan tænde for vandingsanlægget med den hårde nattefrost vi har haft i en længere periode. Men vi har gjort hvad vi kunne for at “måtte” sandet ned, når sandet har været tørt og så har vi også klippet greens en enkelt gang. Men jeg kan love jer, at fra nu af, så er der kun en vej, og det er vejen mod lækre greens 🙂
 
Robotterne har fået ny og opdateret P-plads, tak til Henrik Jespersen (Med venlig hilsen, Lille Lærling). Robotterne er også begyndt at køre ude på banen, og de nye robotter vil de næste par dage blive tildelt deres respektive arbejdsområder. 
 
Der er blevet slettet 3 greenbunkers og de vil blive erstattet med ny forgreen (hul 9), ny roughbunker (hul 3), nyt roll off på hul 15, for at gøre den bagerste pindplacering mere fair. Det er en proces, hvor vi tager nogle timer i ny og næ, men jeg forventer at kunne så græs på hul 9, inden 1.april.
 
Ellers går vi så småt i gang med at fylde sand i vores bunkers og lægge river ud, så hold øje med den opdatering der hedder, nu er det slut med at lægge op diverse steder og kaste bolden ud af sandet, den dag er nemlig på trapperne.
 
Vi har nogle frivillige der kommer og klipper græs, men vi kan sagtens bruge et par stykker mere.
 
Har du måske erfaring med en efterløber og kan klippe træningsbanen en gang i ugen, eller måske samle bolde om aftenen, eller om morgenen. Kan du måske fange muldvarper, eller har du lyst til at hjælpe med at rive bunkers (nogle klubber, har et team af 6-8 personer der vedligeholder bunkers, så de altid er tip top, det ville være fantastisk for banen og man har så en “vagt” hver anden, eller tredje uge, på ca 4 timer, i fællesskab med andre, hvor man bidrager til banen), overvej om du kan hjælpe og kontakt gerne undertegnede.
 
Arbejdsdag den 5 april:
 
Klubben inviterer til arbejdsdag den 5 april, fra kl 0900-1300.
På denne dag, skal vi have:
– Ryddet op omkring klubhuset
– Ryddet op omkring parkeringspladsen
– Klargjort træningsbanen
– Udbedret stien fra klubhus til hul 10
– Nogle skal ud og kontrollere diverse pæle på banen og erstatte de ødelagte
– Et par stykker skal ud og rengøre sprinklere og erstatte de ødelagte diske med nye
 
Klubben vil være vært med lidt godt til hals og mave, så vel mødt 🙂 
 
Det var alt for denne gang, vi ses derude.
 
Med Venlig Hilsen

Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub
Udgivet i Greenkeeper, Nyt fra Aabenraa Golfklub.