Status på banen:
Vi er så småt begyndt at forberede banen til uge 29, hvor banen kommer under pres fra forhåbentligt rigtig mange spillere!
Vi har derfor valgt, at der kun bliver flyttet huller en enkelt gang i uge 28, dette er for at have lidt flere pindplaceringer til rådighed i uge 29.
Greens har haft et mindre angreb af dollarspot, men vi fik behandlet hurtigt og bremset svampen i at sprede sig yderligere.
Da vi har lidt ferie til afholdelse vil vi være lidt ekstra presset, vi gør alt hvad vi kan for at følge med, men med vand ovenfra og en vejrudsigt der melder om stigende temperaturer ved vi, at væksten vil skyde af nu.
Bunkers på for-9 kan vi med stor glæde meddele, at disse er færdige og spilbare igen. Sandet skal lige have lov til at sætte sig, men bliver mere kompakt med tiden. Igen, TUSINDE TAK til de frivillige der har gjort det muligt, og ikke mindst vores sponsorer E. Krag Råstoffer og Sydjysk Lift.
Udover vores frivillige og sponsorer skal der også lyde en tak til vores nabo John Magnussen, som var så venlig at låne sin tipvogn ud til os.
Specialopgaver:
I uge 30 vil der blive prikket greens samt topdresset. Greens bliver sat ekstra under pres, så derfor er det vigtigt, at vi arbejder med luftning af greens så de igen bliver af god kvalitet.
Arbejdet med de sidste 9 huller med bunkers forventes at starte i slut sommer og fortsættes ind i efteråret så vi kan blive færdige i år. Mere info omkring dette kommer senere.
Klippehøjder:
Greens: 3,2 mm
Forgreens: 11 mm
Teesteder: 11 mm
Fairways: 20 mm
Semirough: 35 mm
River i bunkers, nedslagsmærker og gang mellem green og bunker:
Vi vil igen lige opfordre og komme med en bøn om at lægge riverne helt ned i bunkers, vi bruger simpelthen alt for meget tid på at lægge dem ned i bunkers, når vi skal klippe kanterne, så venligst helt ned i bunkers så vi kan spare lidt tid på det område. Det tager ikke længere tid for den enkelte golfspiller at lægge den rigtigt, men for os er det en kæmpe hjælp!
Vi har også en bøn om at rette nedslagsmærker, dette er blevet meget bedre, så tak for det, men det kan stadig blive bedre.
Vi har kun én bane, så lad os nu hjælpe hinanden med at passe godt på den.
En sidste, men absolut vigtig bøn er, at vi beder folk om IKKE at gå imellem greens og bunkers. Det bliver hurtigt trådt op, og bliver umuligt at tvinge vækst på disse områder. TAK!
De bedste sommerhilsner fra Greenkeeperteamet


