Nyt fra Greenkeeperteamet Uge 37

Kære golfere i Aabenraa Golfklub.

Så er klubmesterskaberne vel overstået og stort tillykke til alle vinderne, ja også alle deltagere, det handler jo om at være med 🙂

Greens vil de kommende dage blive prikket med 12mm solide spyd og efterfølgende rullet – dette vil påvirke boldens rul imens det står på, men i mindre grad, når vi har rullet dem.

Greens er blevet presset i de sidste par måneder, ikke mindst fordi at vi har fået ganske få mm regn i de sidste mange uger. Der er dannet en del overfladespænding, som vi lige skal have styr på inden regnen kommer, så vandet ikke bare preller af. Greens har siden uge 28 været klippet ganske langt ned, for at se om vi kunne holde farten oppe mellem 9-10 og det har været en succes, men ikke uden omkostninger for sundheden i greens, så nu hæver vi højden en smule, så græsset kan få en lille afslapper og komme sig helt inden vinteren. Hastigheden vil efter vores prikning, derfor blive i omegnen af 8, så man skal puffe lidt mere til bolden, men det er jeg sikker på i nok skal klare.

Jeg vil som et eksperiment efterså fairway på hul 17, for at få en bedre græstype i, så “tæppet” bliver tættere, er det en succes, så vil vi tage nogle fairways hvert år, indtil vi er i mål. Det tager dog lidt tid, da vores eftersånings maskine er ret gammel og ikke særlig stor, men nu prøver vi.

Det er blevet vedtaget, at spillere der ikke kan gennemføre en runde golf uden at skulle transportere sig selv rundt på monobuggy / buggy i år kan få et lille kursus af undertegnede og på den måde forlænge sin kørsel på banen henover de koldere og ikke mindst vådere årstider. Det er noget vi tilbyder vores egne spillere og kun spillere der har eget transportmiddel. Der kommer en dato meget snart, så hold øje.

Det var alt for nu, vi ses ude på banen 🙂

Med Venlig Hilsen

Per Ditlev
Chefgreenkeeper
Aabenraa Golfklub

Udgivet i Greenkeeper, Nyt fra Aabenraa Golfklub.