Resultaterne gik ikke Elitens vej

Lørdag den 8 og søndag den 9. august blev de sidste runder af årets Danmarksturnering spillet – her skulle oprykning og nedrykning afgøres. 

På trods af stor fight og engagement igennem hele året kunne ingen af de 3 elitehold i Aabenraa Golfklub nå oprykningen før weekendens 2 kampe. Dog skulle der point på kontoen for at alle 3 hold skulle undgå sidstepladsen i deres puljer og dermed nedrykning for Dame 1 og Herrerne. 

Lad os bare sige det fra starten – desværre udmøntede alle spillernes store fight sig ikke til point i weekenden – og desværre faldt resultaterne af de andre holds kampe ej heller ud til Aabenraa Golfklubs fordel. 

Dame 1 hjemme lørdag

Dame 1 lå inden weekendens kampe på en 3 plads i puljen foran Odense Eventyr, der dog er på samme pointantal som Dame 1. 

Trods hård kamp på hjemmebane lørdag led Dame 1 desværre det første nederlag til et stærkt hold fra Sønderjyllands Golfklub med 3-6, som dermed sikrede sig 1. pladsen i puljen. Som det ses af match scores skulle ikke meget være faldet Dame 1’s vej, så var et nederlag vendt til sejr. 

Søndag gik turen til Esbjerg i årets sidste kamp for at sikre overlevelse i 3. division. I meget tætte matcher var marginalerne igen ikke på Dame 1’s side, da de desværre igen tabte denne gang med 2-7.

Dermed ville kampen mellem Sønderjyllands GK og Odense Eventyr i Sønderjyllands Golfklub blive afgørende for, om Dame 1 ville forblive i 3. division. Desværre måtte Dame 1 i løbet af dagen konstatere, at Odense Eventyr formåede at vinde med 5-4 over Sønderjyllands Golfklub på udebane – og dermed var nedrykningen desværre en realitet. 

Se alle resultater i Dame 1’s pulje her: Aabenraa Damer 1 – 3. div. Vest – pulje 3

Dame 2

Dame 2, der i år spiller i Kvalifikationsrækken og dermed ikke kan rykke ned havde dog æren at spille for her i weekenden. 

Lørdag tog Dame 2 på en svær udebane opgave mod Jelling hvor 3 og 4 pladsen i puljen nok ville blive afgjort. Spillerne fra Jelling var dog på ingen måde gæstfri denne lørdag og Dame 2 måtte indkassere et nederlag på 1,5 – 7,5 og var dermed forvist til 4. pladsen i puljen i 2026.

Dog ville Dame 2 gerne slutte flot af på hjemmebane om søndagen, hvor Varde kom på besøg. Varde er dog et meget stærkt hold også på udebane, så på trods af en stor fight, måtte Dame 2 igen indkassere et nederlag denne gang på 2-7. 

Se alle resultater i Dame 2’s pulje her: Aabenraa Damer 2 – Kval. Vest – pulje 4

Herrerne i 4. division kunne inden weekendens kampe både nå 2. pladsen i årets pulje – men også rykke ned. Den vigtigste kamp for at undgå nedrykning stod lørdag på hjemmebane mod Kaj Lykke, hvor en sejr ville sikre Herrerne et år mere i 4. division.

Kampen blev netop så tæt som forventet. Desværre vinder Herrerne kun 1 single og en foursome, hvorfor Kaj Lykke trækker det længste strå og tager hjem med en sejre på 5-7. Dermed havde de også forvist Herrerne til sidstepladsen i puljen – og da Nordborg på hjemmebane pludselig tog point fra puljens absolut suveræne hold Vejen, så var der langt til redning for Herrerne inden søndagens kampe. 

For om søndagen skulle Herrerne netop til Vejen som var ubesejret på hjemmebane. Der skulle en sejr til for Herrerne for at overhale Nordborg på 3. pladsen – og samtidig skulle Nordborg tabe til Kaj Lykke. Det sidste skete – men trods flot golf og stor fight, så klarede Herrerne ikke at slå Vejen på udebane. 

Dermed må Herrerne desværre acceptere en nedrykning fra en meget jævnbyrdig og tæt pulje i år der bliver afgjort på marginaler, der desværre ikke gik deres vej. 

Se alle resultater i Herrernes pulje her: Aabenraa Herrer – 4. division Vest – pulje 8

 

Desværre en skuffende sæson for hele Aabenraa Golfklubs Eliteafdeling. Men det er jo hvad der sker nogle gange, når hele afdelingen står overfor en genopbygning og et generationsskifte. Det er 100% sikkert, at hele afdelingen vil arbejde hårdt på at få langt bedre resultater i 2027 end i 2026 !!

 

Fra alle spillerne lyder der en tak til Elitens sponsorer.

Og naturligvis også til hele Greenkeeperteamet der har sørget for de fantastiske forhold, der kunne spille på i weekenden i hjemmekampene. 

STØT Elitens sponsorer i Aabenraa Golfklub – de støtter os !

                      

Stemningsbilleder fra lørdagens kampe på hjemmebane: