Succes på Golfens Dag med nyt koncept

Et nyt koncept med tilmelding og mulighed for at spille et par huller på den store bane blev en succes på Golfens Dag 2025 i Aabenraa Golfklub. 

Vejret var heldigvis med alle deltagerne og med engagerede hjælpere gav alle besøgende udtryk for, at de virkelig havde fået både et godt indtryk af golfspillet – men også et overordentlig positivt indtryk af Aabenraa Golfklub som forening.  

4 timer havde de over 20 tilmeldte deltagere til at høre om og prøve de forskellige sider af golfspillet. Først blev der drivet, øvet lange slag og indspil til green samt puttet, inden deltagerne afslutningsvis spillede et par huller på banen i følgeskab med elitespillere fra Aabenraa Golfklub, der frivilligt havde stillet sig til rådighed på dagen. Udover de tilmeldte, var der også pænt besøg af “drop-ins” i år.

Aabenraa Golfklub siger tak for besøget til alle deltagere med viden om, at vi kommer til at se mange af jer igen – og forhåbentlig alle der kom forbi på Golfens Dag 2025. 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.