Alle 4 elitehold er startet op på årets Danmarksturnering i denne weekend – 3 hold spillede hjemme lørdag og 1 hold ude. Desværre blev det en svær start for alle holdene, hvor kun et hold formåede at hive en sejr hjem.
Dame 1 startede i 2. division på hjemmebane i et lokalopgør mod Benniksgaard. Specielt for singlerne blev det en svær modstander, så selvom Dame 1 foursome vandt en flot sejr på 2/0, så måtte Dame 1 desværre se sig slået i sæsondebuten med 3 – 6.
I morgen søndag venter så årets første udebanekamp for Dame 1, hvor de gæster Lyngbygaard. Her vil en sejr være mere end velkommen.
Se alle resultater i Dame 1’s pulje her: Aabenraa Damer 1 – 2. div. Vest – pulje 2
Dame 2 er i år rykket op i 3. division, hvor de er kommet i en svær pulje med flere førstehold fra modstanderklubberne. Første kamp i år var lokalopgøret mod Sønderjyllands Golfklub på udebane – det blev til en spændende kamp, hvor det langt hen af vejen stadig kunne være faldet ud til Dame 2’s fordel. Desværre svingede pendulet den anden vej til sidst med to nederlag til singler (1/0 og 2/0) imens en single blev delt. Dame 2’s foursome kunne desværre ikke redde skærene, hvorfor det blev til et samlet nederlag på 8-1.
I morgen får Dame 2 også en chance for hurtig revanche, når de tager turen til Odense Eventyr til årets 2. match.
Se alle resultater i Dame 2’s pulje her: Aabenraa Damer 2 – 3. division Vest – pulje 4
Herre 1 missede oprykningen til 2. division sidste år i oprykningsspillet. Der har været flere afgange på holdet – men også meget kvalificeret tilgang – så der blev set frem til sæsondebuten på hjemmebane mod lokalrivalerne fra Benniksgaard med spænding. Og holdet fik vist, at de igen i år vil kæmpe med om oprykning. Med sejre i 2 singler, 1 foursome og en delt foursome blev Benniksgaard send hjem med et nederlag på 8,5 – 3,5. En virkelig flot start af Herre 1.
I morgen tager Herre 1 til Royal Oak, som lørdag tabte til Ribe, for at spille deres 2. match i årets 3. division. Lad os håbe den gode optakt lørdag på hjemmebane fortsætter søndag.
Se alle resultater i Herre 1’s pulje her: Aabenraa Herrer 1 – 3. division Vest – pulje 8
Det debuterende Seniorhold i Kvalifikationsrækken skulle også i ilden for første gang mod Benniksgaard på hjemmebane. Benniksgaard stiller også op med et Seniorhold for første gang, så der var mange gensyn med spillere, det tidligere Herre 2 har spillet mod mange gange. Seniorholdet består dog både af kvinder og mænd og der spilles en kombineret foursome (kvinde og mand) samt 5 singler (1 kvinde / 4 mænd).
Seniorholdet kom rigtig godt fra start men måtte dog efter de 5 singler sande, at de var bagud med 4 – 6. Heldigvis var vores foursome oppe med 1 da de kom til hul 18 og en sejr her kunne give den samlede sejr til Aabenraa Golfklub Seniorhold. Desværre bevirkede et uheldigt hop til venstre for 18 green, at AaGK første slag røg i vandet samtidig med at Benniksgaards slag forblev tørt. På trods af et godt sidste putt, tabte AaGK desværre hullet, hvorved matchen blev delt og Seniorholdet tabte hele kampen 5,5 – 7,5.
En hård skæbne, der dog allerede kan være glemt, hvis det i morgen skulle blive til en sejr på udebane over gruppens 3. hold – Kaj Lykke Golfklub.
Se alle resultater i Seniorholdet’s pulje her: Aabenraa Senior – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 2
Vi ønsker alle hold held og lykke også søndag.
Hvis du ønsker at se andre puljer og resultater, så finder du en fuld oversigt over Danmarksturneringen ved at klikke her
STØT Elitens sponsorer i Aabenraa Golfklub – de støtter os !