Banerekord slået efter 13 år!

Banerekorden blev ikke kun slået – den blev vel nærmest knust!

Aabenraa Golfklub (par 71) blev etableret i 2002 og åbnede alle sine 18 huller i 2005. Siden da har der været spillet golf – og til tider rigtig god golf på banen. Dog har banerekorden for herrer overlevet mange ”attentatforsøg” og var indtil lørdag den 27. april 2019 en rekord der havde overlevet lige siden 2006.

Naturligt nok blev den første banerekord sat i åbningsåret 2005 af Jeppe Bladt (dengang Aabenraa Golfklub og Skjoldenæsholm Golfklub) med en score på 68 slag = 3 under banens par. Denne rekord fik dog kun lov til at stå i et enkelt år, hvor den senere ECCO-Tour spiller André Kasprzak (Haderslev Golfklub) forbedrede rekorden med 1 slag under Srixon Junior Open 2006.  (67 slag = 4 under par)

Siden da er rekorden blevet forsøgt slået mange gange men ingen har formået at beherske vinden og de meget kuperede green i Aabenraa Golfklub på bedre vis end André Kasprzak i 2006. Altså lige indtil i lørdags.

Under Åbningsturneringen v/Impactgolf (PGA-træner Ronni Christensen) blev rekorden nemlig endelig nedlagt – og det noget så eftertrykkeligt. Og det sågar på en bane, hvor Ronni Christensen selv havde stået for pin-placeringerne og nogle af spillerne argumenterede for, at nogle af de placeringer mere hørte til turneringen ”Greenkeeperens Hævn” end til Åbningsturneringen.

Men en spiller, nemlig Søren Marquardt Frosch, havde åbenbart ingen problemer med hverken vinden – eller pin-placeringerne – den dag. Efter runden viste hans scorekort en fejlfri runde med hele 8 birdies og resten af hullerne spillet i par. Dermed hedder den nye banerekord for herrer i Aabenraa Golfklub 63 slag = 8 under par!

Søren Marquardt Frosch, som i april blev 22 år gammel, er startet på golfen som juniorspiller i Aabenraa Golfklub og er turnet Pro i 2018. Søren har modsat mange andre danske golftalenter valgt at forfølge sin drøm som professionel golfspiller på Pro Golf Touren som har udspring i Tyskland, men hvor der spilles 20 årlige turneringer i 7 forskellige lande som udover Tyskland er Ægypten, Marokko, Tjekkiet, Østrig, Polen og Holland.

Så selvom Søren har indgående kendskab til Aabenraa Golfklubs bane efter mange år i klubben, så fornægter talentet sig ikke og mon ikke der igen går mange år før Aabenraa Golfklub skal opdatere sin banerekord for herrer.

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.