Sandskærvej 151
6200 Aabenraa
Søndag den 1. Oktober spilles der Sønderjysk Mesterskab 2023 i Aabenraa Golfklub.
Dermed er det 15. gang der afholdes Sønderjyske Mesterskab – det første blev afviklet den 25. juli 2009 – også i Aabenraa Golfklub.
Sønderjysk Mesterskab er en turnering indført under det tidligere Eliteprojekt Sønderjyske Eagles, men som heldigvis har overlevet til i dag. Turneringen er for Klubmestrene i alle aldersklasser for de klubber, der deltager i det Sønderjyske Greenfee samarbejde.
Kan vinderen af det lokale Klubmesterskab ikke deltage, inviteres nr. 2 til at deltage og så fremdeles for at sikre, at hver klub har mulighed for at stille med spillere i alle rækker.
Her kåres over 18 huller en Sønderjysk Mester i hver aldersrække samt naturligvis for Klubmestre Damer og Herrer. Samtidig spilles om titlen som Sønderjysk Mester for Klubhold, som afgøres af de 5 bedste bruttoscores blandt deltagerne fra hver klub.
Så der bliver masser af spænding og god golf at se denne søndag i oktober.