Så er vinderen af konkurrencen fundet!

Som nogle måske husker, så var der i forbindelsen med den kommende Sydbank Open 2024 turnering, der finder sted søndag den 29 juni, en konkurrence om 4 VIP-pladser, til de der tilmeldte sig turneringen inden den 1. maj 2024. 

VIP pakken indeholder følgende:
 
– Morgenmad
– VIP parkering
– VIP opsætning på træningsbanen
– Start på hul 1
– Ekstra baneservice
 
Nu har der været en storstilet lodtrækningen blandt alle tilmeldte inden 1. maj – og vinderen af de 4 VIP pladser er: 
 
CLAUS SCHULTZ – AABENRAA GOLFKLUB
 
Stort tillykke til Claus, der nu kan se frem til en fornem behandling den 29. juni. 
 
Der er stadig mulighed for tilmelding til turneringen og Sydbank Open 2024 er i forvejen værd at deltage i, da den byder på følgende:
  • Der er et rejse gavekort som klappræmie 
  • Der vil også være en konkurrence på hul 15 – “Beat the Pro”.
  • Et overdådigt præmiebord
  • Sydbank vil ligeledes være vært ved 2 x grillpølser med brød samt 1 øl eller sodavand efter matchen.

Læs mere om turneringen her

Tilmeld dig her

HUSK også følgende kommende turneringer:

28. juni: Friday Nine 9 hullers Scottish Twosome – læs mere her (der spilles både på for-ni og bag-ni denne dag, hvis der er nok tilmeldinger.)
15-18. juli: Uge29 i Aabenraa Golfklub – læs mere her

Nyt fra Greenkeeperne Uge 25

Først og fremmest skal der lyde et kæmpe tak til de ca. 40 frivillige der deltog i oprydning og rengøring af arealer omkring klubhus, træningsbane og parkeringsplads. Det er indsatser som dem der gør, at vores klub er noget specielt og at vi greenkeepere kan fokusere på vedligehold af golfbanen, så endnu engang kæmpe tak for fremmødet og indsatsen. Vi arbejder på, at der i starten af hver sæson vil være en arbejdsdag, hvor vi lige polerer banen efter vinteren og giver den et stort løft fra sæson start.
 
Banen er grøn og frodig, ikke mindst pga. af alt det nedbør vi oplever fra oven, gad vide om der ikke snart kommer lidt sommer.
 
Banen har det efter omstændighederne godt og vores robotter har vist sig at være guld værd. Havde det ikke været for dem, så havde standen af vores fairways været mildest talt forfærdelig, med afklip, gro retning og skader pga. de store mængder regn. Robotter på golfbanen er fremtiden og vi arbejder på, at vores semirough med tiden, også vil blive klippet af robotter.
 
Bunkers er så småt ved at få mere sand og rigtigt bunkersand, så de med tiden vil blive mere porøse og knap så kompakte. Meget hænger dog også sammen med, at vi ikke er folk nok i greenkeeper-staben til at vedligeholde og rive bunkers ofte nok. Vi har en frivillig der møder troligt op hver tirsdag og river bunkers, til ham skal der lyde en enorm stor tak for indsatsen, dog ville 3-5 frivillige mere på den post være fantastisk, da vi så kan rive dem en dag mere og dermed hæve kvaliteten. Opgaven tager ca 2-3 timer hver uge, selvfølgelig mindre jo flere der er, så overvej om det kunne være en opgave for jer, der vil være grundig oplæring i maskinen og udførelse. Kontakt mig gerne på tlf. 22158946, eller keeper@aabenraagolf.dk.
 
Den høje rough begynder vi snart at klippe ned. Som et led i bekæmpelse af tidsler, hvilken har vist sig at have haft stor effekt de sidste 2-3 år og ja den er tyk, så det vil nok også hjælpe nogen der. Henrik Jespersen vil som frivillig svinge maskinen igennem den høje rough, så send ham lige en venlig tanke når i kommer forbi.

Der er i skrivende stund meget græs i vores greens, hvilket gør at bolden ikke triller så hurtigt som vi er vant til, det vil der i de kommende dage blive gjort noget ved, så vi igen rammer 9 på stimpen i hverdagen. Greens vil blive prikket med 12mm spyd så snart der kommer en anordning til vores maskine, den anordning skal gøre, at græsset ikke løfter sig og vi laver skader på vores greens, jeg melder ud når vi er klar – men torsdag, 20. juni vertikalskæres greens.
 
Jeg har en lille bøn til alle, er i ikke nok søde og lægge HELE riven ned i bunkeren, vi skal af maskinen ved hver eneste rive og det er enormt meget spild af tid og hvis der skal køre robotter i semiroughen så er det blot endnu mere nødvendigt, så hjælp gerne os og jer selv med lige at placere riven korrekt.
 
Det var alt for nu, håber vi snart mødes derude i solskin og lidt varmere temperaturer 🙂
 
Med Venlig Hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub

Eliten fandt “guld” i regnvejret

I en weekend præget af regnvejr spillede 3 af Aabenraa Golfklubs Elitehold sig op på 1. pladsen i deres respektive grupper i Danmarksturneringen. Hele lørdagen og noget af søndagen kæmpede spillerne ikke kun imod modstanderne fra de besøgende hold, men også imod store vandmængder fra oven. Alle Aabenraa Golfklubs spillere kæmpede bragt hele weekenden og for de flestes vedkommende overvandt de både elementerne og modstanderne lørdag og søndag.

Dame 1 fra venstre: Anne Louise Erholt, Jytte Callesen, Frederikke Ellehøjgaard og Alberte Rømer Olsen.

Dame 1 kæmpede det bedste de havde lært hele weekenden, men efter en brav kamp blev det desværre til nederlag både lørdag og søndag – lørdag til Great Northern med 2 – 10 og søndag til Vejle med 5 – 7.

Søndagens kamp mod Vejle kunne dog sagtens have gået Dame 1’s vej. Efter delte foursomes om formiddagen, vandt Alberte Rømer hendes single om eftermiddagen og både Anne Louise Erholt og Frederikke Ellehøjgaard bragte deres matcher helt til hul 18.  Desværre tabte de begge et svært spillet hul 18, hvilket betød et knebent nederlag på 5 – 7 til Vejle dog efter forbilledlig fight fra alle damerne på Dame 1.

Dermed er Dame 1 desværre stadig uden point i 1. div. Vest og med kun 2 kampe tilbage og 4 point op til Vejle som Dame 1 har tabt til 2 gange må det desværre konstateres, at Dame 1 rykker ud af 1. division i år. 

Se resultaterne for Dame 1 her: Dame 1 – 1. div. Vest – pulje 2

Dame 2 vandt lørdag en knusende sejr på hele 9-0 over gæsterne fra Blommenslyst. Søndag bød så på topopgør med Barløseborg.

Dame 2 fra venstre: Jette M. Frosch, Helle Axelgaard, Lone Mikalski, Mette Iversen, Marente Andersen og Anna Marie Schmidt.

I en fantastisk kamp af Dame 2, hvor alle var helt klar fra start formåede både Mette Iversen, Marente Andersen og Anna Marie Schmidt at vinde deres singler, hvorved sejren allerede stod fast inden resultatet af søndagens foursome var kendt. Mod en velspillende Barløseborg foursome måtte Helle Axelgaard og Lone Mikalski dog desværre se sig slået med 2 – 3 trods en flot fight. Men en sejr på 6 – 3 var utrolig vigtig for Dame 2, da de dermed overhaler Barløseborg på 1. pladsen i puljen på grund af den bedre indbyrdes score. 

Så med Lillebælt på hjemmebane og Blommenslyst på udebane i den sidste Danmarksturneringsweekend den 10-11. august har Dame 2 muligheden for selv at afgøre puljen til deres fordel og sikre sig en plads i oprykningspillet senere på året. 

Se resultaterne for Dame 2 her: Dame 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 6

Herre 1 fra venstre: René Aagaard Andersen, Per Jacobsen (holdleder), Martin Schjøtt, Søren M. Frosch, Christian Ferskov, Mads L. Fynsk, Claus Gram og Ronni Christensen.

Herre 1 skulle søndag ud i en skæbnekamp mod Benniksgaard efter en hårdt tilkæmpet sejr over Royal Oak om lørdagen. Benniksgaard slog lørdag Haderslev hvorfor både de og Herre 1 delte 1. pladsen i puljen med hver 5 point. Så søndagens kamp ville afgøre, hvem der ville gå ind til den sidste weekend i august med en fordel og størst mulighed for oprykning.

Kampen mod Benniksgaard blev nøjagtig lige så tæt og hård som forventet. Christian Ferskov og Mads L. Fynsk fik dog hurtigt sat de første 3 point på kontoen ved at vinde deres foursome med overbevisende 8 – 6. Alle de andre matcher var dog utrolig tætte og undervejs på runden så det ikke godt ud på “leaderboardet” for Herre 1.  Men intet er jo overstået i golf før det sidste slag er slået og i en af dagens nok største overraskelser lykkedes det René Aagaard Andersen at vende sin match mod klub-Pro René Klausen. Efter at have været 4 nede tidligt i matchen og 2 nede med 3 huller tilbage, vandt René Aagaard matchen med 1 – 0 efter at have sænket et langt birdie put på hul 18. 

Dermed så tingene lysere ud for Herre 1, der nu også var oppe i den sidste foursome og en single. Claus Gram kæmpede bravt men måtte se sig besejret med 2 – 1 på hul 17, hvorimod både Søren M. Frosch i single og Martin Schjøtt / Ronni Christensen i foursome leverede pragtpræstationer og vandt deres matcher med henholdsvis 2 – 1 og 1 – 0. 

En hård søndag for Herre 1 endte dermed i succes og sendte dem på 1. pladsen i 3. division nu 2 point foran Benniksgaard. Mindste lige så vigtigt i stillingen er, at Herre 1 har 3 point i de indbyrdes opgør mod Benniksgaard hvilket giver dem en “Matchbold” i forhold oprykning når de den 10. august møder Haderslev på hjemmebanen i årets andensidste kamp. 

Se resultaterne for Herre 1 her: Herre 1 – 3. division Vest – pulje 6

Herre 2 fra venstre: Thomas Ferskov, Jesper Gubbe Olsen, Lars Nissen Callesen, Tobias Kubiak, Stefan Schjøtt, Bjarne Bøgh og Kim Molter

Herre 2 fortsætter deres imponerende sæson og specielt deres 9 – 3 sejr over Nordborg lørdag cementerede deres 1. plads i puljen, da Aabenraa og Nordborg før denne match delte 1. pladsen. Dog skulle der følges op på dette søndag imod Kaj Lykke for at lørdagens vigtige sejr ikke skulle være forgæves. 

Men igen viste Herre 2 deres format og fightervilje på hjemmebane. Undervejs på runden svingede stillingen i de forskellige matcher mange gange – men det var dog primært Herre 2’s spillere der hele tiden var foran. Da matcherne gik ind i de afgørende faser formåede Herre 2 spillerne dog næsten alle at holde hovederne kolde og både Thomas Ferskov og Kim Molter vandt deres single matcher med 2 – 1. Derefter fulgte Lars Nissen Callesen op med en sikker 4 – 2 sejr og den 1. foursome med Tobias Kubiak og Jesper Gubbe Olsen, vandt ligeledes med 4 – 2 – de to er dermed stadig ubesejret i 2024 sæsonen som foursome. Kun Bjarne Bøgh og Stefan Schjøtt måtte indkassere et nederlag på 3 – 2, men dette kunne ikke sætte spørgsmålstegn ved en sikker sejr til Herre 2 på 9 – 3 også om søndagen.

Da den nærmeste forfølger – Nordborg – tabte deres kamp søndag til Ribe, har Herre 2 nu et solidt forspring på 4 point ned til nr. 2 i puljen. Kampen mellem Ribe og Kaj Lykke lørdag måtte afbrydes pga. torden og færdigspilles først tirsdag i denne uge. Herre 2 har dermed igen alt i deres egne hænder i forhold til at sikre sig en plads i oprykningsspillet senere på året – og alle spillere på holdet er enige om, at i år gør de arbejdet færdigt! 

Se alle resultaterne for Herre 2 her: Herre 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 18

Til sidste skal der fra alle spillerne lyde en stor tak til Per Jacobsen, der som holdleder for Herre 1 hele weekenden har serviceret alle spillerne på banen på bedste vis. Mange tak for det Per !  Og naturligvis også til de tilskuere der trodsede regnen og kom ud på banen for at støtte alle holdene – det betyder utrolig meget for spillerne så stor TAK! Sidst men ikke mindst en tak til hele greenkeeper teamet i Aabenraa Golfklub for en fantastisk opsat bane i weekenden!

Elitens sponsorer i Aabenraa Golfklub

3 spændende topkampe søndag

Med sejre til både Dame 2, Herre 1 og Herre 2 på en meget regnfuld lørdag, er der lagt op til en meget spændende søndag i Aabenraa Golfklub, da alle disse 3 hold har afgørende kampe.

Dame 1 indkasserede desværre endnu et nederlag lørdag og deres rolle i oprykningsspillet til Elitedivisionen må dermed desværre betragtes som udspillet.

Se resultaterne for Dame 1 her: Dame 1 – 1. div. Vest – pulje 2

Dame 2 fik en flot sejr på hele 9-0 over lørdagens gæster fra Blommenslyst. Søndag kommer så Barløseborg på besøg, som Dame 2 tabte knebent til i Barløseborg. Barløseborg er eneste hold med max point i puljen – Dame 2 er 2 point efter – så søndagens match bliver helt afgørende i oprykningskampen.

Se resultaterne for Dame 2 her: Dame 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 6

Herre 1 og 2 i Royal Oak 2023.

Herre 1 fik efter en hård fight imod Royal Oak heldigvis hevet alle 3 point hjem og ligger dermed stadig lige med Benniksgaard i toppen af puljen, hvor de begge her 5 point. Netop Benniksgaard kommer på besøg søndag til en  kamp, der kan bliver afgørende for succes for Herre 1 i år. 

Se resultaterne for Herre 1 her: Herre 1 – 3. division Vest – pulje 6

Herre 2 vandt igen en sikker sejr denne gang over Nordborg lørdag. I den direkte kamp om førstepladsen i puljen trak Herre 2 det længste strå og er nu eneste hold i puljen med maximum point. Søndag gæster Kaj Lykke så Aabenraa og Herre 2 og en sejr her kan allerede nu bringe Herre 2 meget tæt på oprykningsspillet.. 

Se alle resultaterne for Herre 2 her: Herre 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 18

Det bliver en virkelig spændende søndag for eliteholdene i Aabenraa Golfklub – forhåbentlig finder mange medlemmer vej til klubben for at bakke op omkring spillerne og deres kamp for oprykninger. 
 
Vel mødt i Aabenraa Golfklub den 15-16. juni!

Elitens sponsorer i Aabenraa Golfklub

Referat Bestyrelsesmøde, 11. juni 2024

Referat fra bestyrelsesmøde tirsdag den 11. juni 2024, kl. 18.30

Sted: Aabenraa Golfklub

Deltagere: Preben Skellgaard (PS), Rasmus Christensen (RC), Jan Povlsen (JP), Brian Mattich (BM), Ole Højen (OH), Anne Louise Erholt (ALE),

Afbud: Jytte Callesen (JC), Peter Riggelsen (PR), Carl Aage Lassen (CAL)

 

Dagsorden

  1. Godkendelse af referat fra seneste møde. Ingen bemærkninger.

 

  1. Efterretninger
  • G7 møde i Haderslev. De to væsentligste punkter Sønderjysk Mesterskab og oplæg til turistsamarbejde. Mesterskabet bevares. Sønderjyllands Golfklub laver oplæg til turneringsproportioner. Turistsamarbejdet, hvor gæster kunne købe fx 2- eller 3- dages greenfeebilletter og spille valgfrie baner. Vi takker nej. Administrativt for tungt.
  • Stierne gennem vores bane. CAL. Stien er rettet op i henhold til Lokalplan. Kommunen inviteret til besigtigelse.
  • PS. Vi har ændret abonnement, så der spares ca. 16.000, – kr. pr. år
  • Starterhus, Sydbank. BM/JC. Sydbank har bevilliget 50.000, – kr. til et starterhus.
  • Gødning i fremtiden. PS. Chefgreenkeeper afprøver for tiden en ny type gødning. Det tegner lovende, og så kan der spares penge ved at skifte.

 

  1. Status på igangværende sager
  • Revision af vedtægter. JP/OH. Processen kører. Arbejdet skal være færdigt inden årsskiftet.
  • Klubbens ynglinge. PS. Klubbens ynglinge er blevet spurgt med hensyn til, hvad klubben kunne gøre bedre for gruppen. Der har ikke været respons.
  • Malersponsor til mødelokale. Der er sponsor til malerarbejdet. Processen er sat i gang.
  • Skridsikring af bro til green 18. Der monteres 8 mm lister hele vejen, således som der er gjort i hver ende af broen nu.

 

  1. Økonomi og medlemssituation
  • Økonomi (OH). Vi er lidt bagud. Skyldes bl.a. manglende sponsorindtægter, som dog er på vej for en dels vedkommende.
  • 579 aktive 40 passive.

 

  1. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder
  • Aktivitetsudvalg (JC). Alt er klar til familiedag 6. juli.
  • Arbejdsgrupperne (PS). Intet
  • Baneudvalg (CAL). Buggyer efterset. Fremover holdes baneudvalgsmøde sidste torsdag i måneden. Kommune og Løjt stigruppe skal besigtige den offentlige sti gennem banen. Højtryksrensning af broen er udsat.
  • Begynderudvalg (PS). Der er aktuelt 14 begyndere, der endnu ikke har afsluttet undervisning hos Ronni og fået lokal spilleret.
  • Eliteudvalg (ALE). Intet.
  • Juniorudvalg (RC/BM). Højt aktivitetsniveau. Der er lavet en ambitiøs træningsplan for junior eliten.
  • Regel- og handicapudvalg (BM). Lokalregler vedr. robotklipperne. Udkommer med et lille nyhedsbrev om robotter og golfreglerne.
  • (JP). Der er sponsordag den 30. august. René Aagaard Andersen er indtrådt i udvalget. Der arbejdes med revision af sponsorkonceptet. JP har besøgt en række sponsorer og fået fornyet aftalerne.
  • Turneringsudvalg (ALE). Klubturnering måtte aflyses på grund af få tilmeldinger. Herreklubben var på golftur den pågældende dag.
  • UGE 29 udvalg. Intet.

 

  1. Kommende aktiviteter/opgaver – planlægning og ansvarsfordeling
  • Overvågning udendørs og indendørs. Vi opsætter en række kameraer indendørs og udendørs. Vi kan selv stå for opsætning mv. OH.
  • Køb af buggy. Bestyrelsen takker nej til at købe brugt buggy. Prisen vurderes at være for høj.
  • Trængsel på banen om formiddagen i weekenden. Klubben har modtaget en enkelt klage over kø på banen. Klagen er besvaret. Fremover vil der komme en servicemeddelelse op ved booking af starttid i weekenden. Rettigheder for 1- og 2-bolde præciseres.

 

  1. Henvendelser fra medlemmer/indkomne forslag.
  • Udfasning af bagmærke??? På sigt udfases bagmærkerne. Det er en logistisk udfordring med udskiftning af årsmærker hvert år.

 

  1.  Evt.
  • Vi er tilbudt at blive en del af greenfee samarbejdet E 20. JP undersøger detaljerne og FU bemyndiges til at træffe afgørelse i sagen.
  • Køleskabet med Faxe Kondi Pro er blevet taget godt imod. Det fungerer rigtig fint med mobilepay. Tilsyneladende husker alle at betale. Bestyrelsen agter at gå et skridt videre i denne retning. Vi låser kaffeautomaten op, så der også her kan betales med mobilepay for en stor eller lille kop kaffe.
  • Skærmen over fadølsanlæg flyttes sammen med anlæg til endevæggen, hvor selve pc’en så kan placeres i depotrum for at forbygge tyveri.
  • Skærmen med fotos fra klubben er en sand strømsluger, så den tages ud af drift. Søges erstattet med en energirig skærm.
  • Bør turneringer/sponsorturneringer placeres lørdage eller søndage. Vi skal finde argumenter for det ene og det andet til næste møde.

Referent: Preben Skellgaard

Robotklipper – hvad gør jeg ?

Vi har jo fået robotklippere i Aabenraa Golfklub – men hvad gør du egentlig, hvis din bold kommer i kontakt med den? 

En robotplæneklipper er en ekstern påvirkning af din bold på samme måde, som hvis den havde været bemandet af en greenkeeper.

Første scenarie:

Rammer robotklipperen din bold, der ligger stille i det generelle område, gælder Regel.9.6 (Bold løftet eller flyttet af ekstern påvirkning) i kombination med Regel 14.2 (Genplacere bolden på stedet). Dette betyder at bolden skal genplaceres på det oprindelige sted uden straf. Hvis lejet for bolden er ændret, anvendes Regel 14.2d(2) (genplacere på det nærmeste sted med et leje, der ligner det oprindelige leje mest muligt).

Andet scenarie:

Hvis man rammer robotklipperen, når den kører, gælder Regel 11.1 (Bold i bevægelse rammer tilfældig person, dyr eller genstand). Dette betyder, at bolden skal spilles som den ligger, uden straf. (dette gælder også strafområder og især out of Bounds, hvor der så skal spilles en ny bold – her dog med straft i begge tilfælde). Hvis bolden er kommet til hvile oven på robotklipperen i bevægelse, skal bolden dog genplaceres på stedet, hvor bolden først lagde sig til hvile på robotklipperen. 

Tredje scenarie:

Er plæneklipperen i ladestationen, betragtes den som en ikke flytbar forhindring, og man har frit drop efter Regel 16.1b.

 

Fuldt hus hjemme i Danmarksturneringen i weekenden

Så er der igen Danmarksturneringsweekend – og den kommende weekend 15-16. juni spiller alle Aabenraa Golfklubs 4 hold hjemme både lørdag og søndag.

For flere af holdene bliver det en meget spændende weekend, da resultaterne af 3 og 4 runde af Danmarksturneringen allerede nu kan være afgørende for, om holdene spiller med om oprykning eller nedrykning. Så det gælder for alle 4 hold virkelig om at udnytte hjemmebanefordelen denne weekend.

Derfor håber alle holdene på masser af opbakning når de tee’er ud både lørdag og søndag på hjemmebane.  For der vil være masser af god golf at se fra kl. 8 og langt ud på eftermiddagen begge dage, da Dame 1 i 1. division jo både spiller Foursomes (start kl. 8:00) og senere singler (start kl. 13:00). Ind imellem disse tidspunkter start så de 3 andre hold: Herre 1 kl. 8:30, Herre 2 kl. 9:30 og Dame 2 kl. 10:30 – og dette både lørdag og søndag. 

Desværre er flere hold igen denne weekend ramt af afbud, men som det kunne ses af resultaterne fra første weekend, så leverer alle reserver også på et højt niveau. 

Dame 1 indkasserede desværre 2 nederlag i den første weekend, hvorfor der skal point på kontoen denne weekend. Her gæster Great Northern Aabenraa om lørdagen og Vejle kommer på besøg søndag. 

Se resultaterne for Dame 1 her: Dame 1 – 1. div. Vest – pulje 2

Dame 2 fik en fin sejr med hjem fra Lillebælt i første runde men tabte knebent i Barløseborg. Denne weekend kommer Blommenslyst på besøg lørdag, som også har 2 point i puljen som Dame 2. Samtidig er der mulighed for at revancherer det knebne nederlag mod Barløseborg, da de gæster Aabenraa om søndagen.

Se resultaterne for Dame 2 her: Dame 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 6

Herre 1 og 2 i Royal Oak 2023.

Herre 1 fik en rigtig fin start på sæsonen med 3 point i de 2 første udebanekampe. Lørdag kommer Royal Oak, som endnu ikke har point på kontoen, på besøg og søndag den formodede sværeste konkurrent til oprykningen – Benniksgaard. 

Både Herre 1 og Benniksgaard har for nuværende 3 point i toppen af puljen hvorfor søndagens kamp kan bliver afgørende for succes for Herre 1 i år. 

Se resultaterne for Herre 1 her: Herre 1 – 3. division Vest – pulje 6

Herre 2 er igen i år startet virkelig stærkt. 2 sejre ud af 2 mulige placerer dem lige nu på en delt 1. plads i puljen med 4 point – det samme som Nordborg. 

Netop Nordborg kommer på besøg i Aabenraa på lørdag og her skal Herre 2 for alvor stå deres prøve på vejen til at sikre sig en plads i oprykningsspillet senere i år. Søndag gæster Kaj Lykke så Aabenraa og Herre 2. 

Se alle resultaterne for Herre 2 her: Herre 2 – Kvalifikationsrækken Vest – pulje 18

Det bliver en virkelig spændende weekend for alle eliteholdene i Aabenraa Golfklub – forhåbentlig finder mange medlemmer vej til klubben begge dage for at bakke op omkring spillerne og deres 
 
Vel mødt i Aabenraa Golfklub den 15-16. juni!

Elitens sponsorer i Aabenraa Golfklub

Semifinalerne klar i KM i hulspil

Klubmesterskaberne i Hulspil 2024 spilles som altid hen over sæsonen med finale i august måned – og matcherne er godt undervejs. 

Hos både Damerne og Herrerne er kvartfinalerne nu afgjort og deltagerne i Semifinalerne er fundet. Disse skal afvikles inden den 21. juli. 

Resultaterne indtil nu er som følger:

Du kan se alle resultater og de næste parringer for Damer her

Du kan se alle resultater og de næste parringer for Herrer her

Frederikke er klar til EM i Letland – opdateret 10. juni

Nedenstående opslag er opdateret den 10. juni efter “Kampreferat” fra Frederikke:

 

Frederikke Ellehøjgaard fra Aabenraa Golfklub har igen i år valgt at prøve kræfter med European Mid-Amateur Championship, der denne gang finder sted i Letland.

På den flotte Jack Nicklaus bane på Jurmala Golf Club & Hotel lige udenfor Riga, dyster toppen af den europæiske Amatør Elite i dagene 6 – 8. juni om det Europæiske Mesterskab. Feltet er hos damerne i 40+ gruppen ikke så stort i år, da kun 15 spillere stiller op og Frederikke er i år eneste dansker i feltet. Men det er til gengæld et meget stærkt felt, hvor 8 ud af de 15 deltagere ligger i + handicap. 

Det tog 5 år at bygge banen ved Riga der åbnede i 2018 og Nicklaus Design har siden høstet mange roser for banens layout og høje kvalitet. For damerne bliver der tale om en bane på hele 5.486 m (Gul tee i Aabenraa Golfklub er 5.684 m) så det bliver noget af en opgave, deltagerne skal ud på. 

Forberedelserne for Frederikke har stået på i nogen tid og hun føler sig godt spillende i øjeblikket. Målet er i år en plads i top 5, når de 3 runder er afviklet på lørdag. Frederikke er i dag (4. juni) taget til Letland for at prøvespille banen i morgen før turneringen går i gang. 

Følge livescoring her fra den 6 – 8. juni

Vi ønsker Frederikke al mulig held og lykke i Letland!

 

 

Klubben har brug for hjælp til arbejdsdag

Klubben har brug for ca. 50 personer til en arbejdsdag – ca. 2 1/2 times arbejde!
 
Området omkring klubhuset, terrassen og driving range trænger voldsomt til en gang vedligeholdelse. Vi holder derfor en fælles arbejdsdag torsdag den 13. juni. Vi starter kl.15:00, men kan du først støde til senere, er det også i orden. 
 
På driving range er det planen at hæve udslagsmåtterne ved at planere med stenmel. Der skal også skæres kanter. Per Ditlev vil lede og fordele arbejdet.
 
Rundt om klubhuset skal der primært fjernes ukrudt.
 
Medbring gerne diverse haveredskaber. Rive, kantskærer, kost, hakkejern mv.
 
Senere skal alle flisearealer nok have en overhaling med en fliserenser. Det vil vi ikke gøre den dag, da det sviner ret meget.
 
Omkring kl. 17:30 giver klubben en grillpølse og øl/vand til alle fremmødte.
 
Vi håber, at rigtig mange af jer vil bruge et par timer den dag på at forskønne vores golfanlæg
 
For at vi kan få en idé om, hvor mange pølser, der skal ud af fryseren, så giv besked på info@aabenraagolf.dk, om du kommer og giver en hånd med.
 
Venlig hilsen
Bestyrelsen