Damerne var bedre end Herrerne

Runde 2 af dette års Danmarksturnering blev spillet i dag – lørdag, den 18. juni. Imens begge Damehold fra Aabenraa Golfklub kommer hjem med udebanesejre, blev det desværre til nederlag til begge Herrehold – også på udebane. 

1 Dame i 2. division Vest var denne lørdag på besøg i Odense og her var de ikke venlige overfor værterne. Det blev til en sejr på hele 7-2 og dermed topper Damerne nu deres pulje sammen med Herning, som i dag slog Sønderjyllands Golfklub. (Se scores her). I morgen byder derfor på topbrag, når Aabenraa Golfklubs Damer tager turen til Herning og forhåbentlig også der kan tage hjem med 2 point – vi krydser alle fingre. 

1 Herre i 3. division fik desværre ikke vendt deres dårlige start fra årets første weekend da de i dag gæstede Ribe. Det blev til et nederlag på 8-4 og dermed er 1. Herre desværre stadig uden point i årets Danmarkturnering og på en sidsteplads i puljen. (se scores her) Der er dog mulighed for oprejsning i morgen på hjemmebane imod Benniksgaard, som lørdag tabte til Kaj Lykke og dermed ligger lige foran Herre 1 med 2 point. 

2. Damer i Kvalifikationsrækken fortsætter de gode takter og sikrede sig i dag en flot sejr på 5-4 over Lillebælt Golfklub på udebane. (Se scores her) Dermed ligger 2. Damer nu på en delt 1. plads i deres pulje med 4 point – dog sammen med både Barløseborg og Royal Oak. I morgen kommer Royal Oak på besøg i Aabenraa Golfklub til en meget spændende match hvor Dame 2 kan bruge al den opbakning de kan få. 

2. Herrer i Kvalifikationsrækken slog tidligt i morges ud i Nordborg Golfklub. Efter en flot start på sæsonen med 2 sejr løb de desværre ind i årets første nederlag på 9 1/2 – 2 1/2.  (Se scores her) Dermed indtager Herre 2 nu 1. pladsen i puljen sammen med Nordborg, da Benniksgaard i dagens anden kamp slog Tønder Golfklub. I morgen gæster Tønder så Aabenraa og forhåbentlig bliver de også herfra sendt hjem med endnu et nederlag. 

Se starttidspunkter for i morgen søndag under de respektive puljer – kun Dame 1 spiller på udebane i Herning.  

ALLE interesserede opfordres til at komme ud for at støtte alle vores hold, der på fornemste vis repræsenterer Aabenraa Golfklub i årets Danmarksturnering. Det vil betyde alverden for spillerne med en solid opbakning på hjemmebane. 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.