Årets Frivillig 2023 kåret under Hjælperturnering

Som en tak for det store frivillige arbejde mange af vores medlemmer lægger i klubben, havde Aabenraa Golfklub lørdag den 30. september inviteret alle de mange frivillige til årets Hjælperturnering. 

En dag, hvor klubben er vært ved lidt mad og drikke og hvor dagens turneringsform er en holdturnering. Der blev spillet Stableford, hvor de bedste 3 scores på hvert hul talte for holdet samlede score på hullet.  Som altid ved årets Hjælperturnering var hyggen og det sociale aspekt i højsæde og selve resultatet ikke så meget. Vejret viste sig fra sin flotte side denne dag hvilket naturligvis også hjalp på det høje humør hos alle deltagerne.

Samtidig spillede de på en bane der var klar til Sønderjysk Mesterskab dagen efter – flotte fairways med skarpe kanter til anden klipning, velplejede, ensartede og hurtige greens og ikke et græsstrå der stod forkert hele vejen rundt – en sand fornøjelse at spille banen så flot som den stod denne efterårs lørdag. 

Katrine Hansen – Årets Frivillig 2023 i Aabenraa Golfklub

Scores var også flotte og de kan alle ses ved at klikke her

Som en dog forholdsvis ny tradition, så blev navnet på Årets Frivillig igen offentliggjort under dette års Hjælperturnering. Bestyrelsens meget fortjente valg er i år faldet på Katrine Hansen, som gør et stort arbejde på mange forskellige områder i klubben – stort tillykke. 

Som formand Preben Skellgaard sagde i Bestyrelsens begrundelse for valget:

I år er valget faldet på et medlem, som ikke gør meget væsen af sig selv, men i den grad er engageret i at få vores forretning til at køre. Et medlem, som i den grad bruger tid og energi på at give vore gæster en god oplevelse, når de bøger vores klub. Hun styrer med  sikker hånd bemandingen af vores klubhus, når gæster har meldt deres ankomst, og hun går selv forrest.

Ikke mindre end 33 dage siden maj måned har hun sørget for at tage imod gæsterne. Så lige 4 dages køkkentjans i uge 29. Hjælp ved diverse turneringer og arrangementer. Men der er også lige bunkers på banen, der skal befries for ukrudt. Det klarer hun også.

Som noget nyt modtager Katrine udover titlen som Årets Frivillig 2023 også en fast parkeringsplads i klubben indtil samme kåring næste år.

Aabenraa Golfklub har ikke reserverede pladser omkring klubhuset til klubbens pro, greenkeeper, formand eller bestyrelsesmedlemmer, som man ser det i mange andre klubber i Danmark. I stedet tilfalder det nu “Årets Frivillig” at få brugsretten til den tætteste parkeringsplads på klubhuset det næste år – en fin måde at hædre det frivillige arbejde i klubben. 

Pladsen vil være markeret med et flot skilt med Katrine Hansens navn på og denne reservering bedes naturligvis respekteres på alle tider af døgnet – det har Katrine bestemt fortjent. 

Stort tillykke og tak til Katrine, men også til alle andre frivillige i Aabenraa Golfklub. Uden jer ville klubben slet ikke hænge sammen og klubben var glad for at se så mange af jer til Årets Hjælperturnering 2023. 

 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.