Flot Klubmesterskab trods vejret

I den forgange weekend har der været afholdt Klubmesterskab 2023 i Aabenraa Golfklub.

Der blev spillet om både det ”store” Klubmesterskab i Slagspil hos Damer og Herrer, aldersmesterskaber i slagspil i forskellige aldersgrupper samt et Stableford Klubmesterskab. For første gang var også klubbens “Sejeste Golfere” – vores Astronauter – på banen for at kåre en Klubmester.

Igen var der stor opbakning til spillerne i Klubmesterskaberne.

Som mange nok bemærkede i weekenden, så var specielt lørdag og søndag præget af regn i store mængder. Lørdag formiddag var specielt slem for de tidligt startende og søndag måtte spillerne kaldes ind i lidt over en times tid grundet tordenvejr i området. Søndag gik dette desværre ud over de yngste Astronauter, der fik aflyst de 4 huller de skulle have spillet. Virkelig ærgerligt, men vejret er ingen herre over og vi håber at se alle sammen og flere til i 2024.

Heldigvis tørrer banen på Løjt Land utroligt hurtigt, så den megen vand gav kun gener for visse flights lørdag formiddag. Mesterskaberne blev spillet på en utrolig flot bane med regulære greens, der dog ikke var så hurtige som tidligere år grundet nedbøren. På de meget ondulerede greens i Aabenraa Golfklub kan der via flagplaceringer skabes virkelig svære putts, hvilket vi har set i tidligere år. Men i år var alle flagplaceringer fair – også de svære af slagsen. En stor tak blev igen sendt til hele greenkeeper teamet for den bane de leverede, selv under disse meget svære forhold. 

På trods af, at de mange tilskuere specielt om søndagen måtte have paraplyerne frem, så fik de set masser af flot golf lige fra de første slag om fredagen til søndag, hvor i alt 47 spillere dyste i Slagspils Mesterskaberne.

Hos Damerne lagde Alberte Rømer Olsen sig i spidsen af mesterskabet efter første runde. Men hen over weekenden fik en flot spillende Frederikke Ellehøjgaard med 2 runder i 79 slag kæmpet sig foran Alberte Rømer Olsen og sikrede sig Klubmesterskabet i Slagspil for Damer for 2. år i træk. Alberte Rømer Olsen sluttede på en sikker 2. plads efterfulgt af Anne Marie Schmidt. 

Hos Herrerne blev der lagt hårdt ud allerede om fredagen. Her formåede både Søren M. Frosch, Claus Gram og Mads L. Fynsk at gå i -3 (68 slag) tæt efterfulgt af Christian Ferskov i -1 (70 slag). Lørdag kunne dog kun Mads L. Fynsk følge op på den flotte åbningsrunde, da han var rundt i -2 (69 slag). Dermed skabte han et hul på 7 slag ned til den nærmeste forfølger, Søren M. Frosch. Denne føring forsvarede Mads L. Fynsk på fornemste vis om søndagen med en runde i -1 (70 slag) og sikrede sig dermed titlen som Klubmester i Slagspil hos Herrerne, ved at være samlet -6 over de 3 runder.  Søren M. Frosch indtog 2. pladsen efterfulgt af Claus Gram.

Mads L. Fynsk bad selv om at blive skubbet i søen på hul 18 af sidste års klubmester, Mads Meilandt

Flot spillet af alle deltagerne specielt under de til tider svære forhold der var over weekenden. Mads L. Fynsk var åbenbart ikke våd nok af regnen denne søndag, så han besluttede sig for at holde traditionen med en tur i søen ved hul 18 i live efter præmieoverrækkelserne. Heldigvis blev øjeblikket foreviget på video som du kan se her. 

For at undgå misforståelser skal der til videoen tilføjes, at Mads selv bad om at blive “skubbet i” af sidste års Klubmester, Mads Meilandt. 

I vindertalerne fra de 4 Klubmestre i år – 2 i slagspil og 2 i hulspil – fik de alle hver især takket greenkeeperne for banen, de frivillige for hjælpen og alle tilskuerne for opbakningen. Fælles for alle var også, at de takkede alle elitespillerne i Aabenraa Golfklub for det unikke sammenhold og elitemiljø der er blevet skabt over de sidste par år. Alle bakker alle op på tværs af alle hold, hvilket man også kunne se under weekendens Klubmesterskaber, hvor hele truppen kunne glæde sig på vindernes vegne, selvom de havde været konkurrenter denne weekend. 

Weekendens spil gav følgende Klubmestre i Aabenraa Golfklub i 2023: (Se alle resultater fra slagspil her)

Slagspil Damer: Frederikke Ellehøjgaard – runner up: Alberte Rømer Olsen
Slagspil Herrer: Mads Lorensen Fynsk – runner up: Søren Marquard Frosch

Hulspil Damer: Alberte Rømer Olsen – runner up: Anne Louise Erholt
Hulspil Herrer: Søren Marquard Frosch – runner up: Per Ditlev

Aldersmesterskaberne i Slagspil:

Klubmestre 2023 fra venstre: Alberte Rømer Olsen (Hulspil), Frederikke Ellehøjgaard (Slagspil), Mads L. Fynsk (Slagspil) og Søren M. Frosch (Hulspil)

Mid-Age Damer: Frederikke Ellehøjgaard – runner up: Anne Louise Erholt
Mid-Age Herrer: Mads Meilandt Thomsen – runner up: Claus Gram
Senior Damer: Anna Marie Schmidt – runner up: Tina Tiedemann
Senior Herrer: René Aagaard Andersen – runner up: Lars Nissen Callesen
Veteran Damer: Jytte Kock – runner up: Dagmar Povlsen
Veteran Herrer: Jørgen Uldall – runner up: Finn Lassen
Super-Veteran Damer: Marente Andersen – runner up: Lena Remmer Lund
Super-Veteran Herrer: Svend Erik Jensen – runner up: Jimmy Boysen

I den store Klubmesterskabs Stableford Turnering over 2 dage blev følgende ”Stableford” Klubmestre:

A-række: Henrik Hansen – runner up: Henrik Jespersen
B-række: Brian Mattich- runner up: Tove Boysen
C-række: Benny Schmidt – runner up: Lene Johnsen

(Se alle resultater for KM Stableford her)

“De sejeste Golfere” til Klubmesterskaberne med Klubmester Kian Christensen i midten og runner-up, Noah Berg Gravengaard ved siden af.

Også hos Astronauterne blev det første Klubmesterskab over 9 huller en spændende affære. Efter en virkelig flot start var Noah Berg Gravengaard foran efter en flot bogie på hul 7, der gav hele 4 point, men desværre kunne han ikke holde fast på de sidste 2 huller. Bagfra kom Kian Christensen med en stærk afslutning, der inkluderede en 6’er på hul 8 (3 point) og en flot 8’er på hul 9 (4 point). Dermed kom han netop 1 point foran og sikrede sig Klubmesterskabet i Stableford hos Astronauterne.

Der skal lyde et stort tillykke til Kian, men også et stor tillykke til alle deltagerne i mesterskabet. Virkelig en fryd at se disse unge mennesker på banen i årets Klubmesterskab. 

Klubmestre hos Astronauterne i Stableford over 9 huller blev: (se alle scores her)

Kian Christensen med 19 point – runner up: Noah Berg Gravengaard med 18. point. 

Årets største og vigtigste turnering sluttede med flot golf i en konkurrencepræget, men hyggelig atmosfære, hvor der blev udvist god sportsmanship og højt humør fra alle deltagere. Tak til alle der bakkede op – og ikke mindst et stort velkommen til Astronauterne i Klubmesterskaberne, en fantastisk tilføjelse til Mesterskabet. 

Stort tillykke til alle vindere og på gensyn i Aabenraa Golfklub på Løjt Land.

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.