Går du med en Formand i maven?

Efter indtil nu 7 år i Bestyrelsen og heraf 3 år på formandsposten har Klaus Milton Jensen besluttet at træde tilbage som Formand for Aabenraa Golfklub ved den næste kommende Ordinære Generalforsamling formentlig i februar 2023. 

Klaus Milton Jensen vil dog stadig fortsætte i Bestyrelsen i Aabenraa Golfklub hele 2023 ud, for på den måde at kunne være den nye Formand behjælpelig i det første år af dennes “regeringstid”. 

Så går du som medlem af Aabenraa Golfklub med en Formand i maven og har du et ønske om at bidrage til den fortsatte positive udvikling i klubben, så meld dig endelig hos Bestyrelsen via info@aabenraagolf.dk. 

Har du spørgsmål eller ønsker du en yderligere uddybning af, hvad et Formandskab af Aabenraa Golfklub indebærer, så tager Klaus Milton Jensen gerne en snak med dig for at uddybe og besvare dine spørgsmål. 

Generelt kan siges, at den person – kvinde eller mand – der fremover skal bestride posten i Aabenraa Golfklub gerne må være i besiddelse af nogle af følgende kompetencer: 

  • Ledelsestalent
  • Organisationstalent
  • Gode kommunikationsevner
  • Være udadvendt og ansvarlig
  • Have overblik
  • Være kulturbærer og kulturudvikler og medvirker til at dyrke det gode miljø, en hyggelig atmosfære og fælleskabet
  • Evt. havde viden og erfaring indenfor salg, markedsføring og kommunikation
  • Være medlem af Aabenraa Golfklub

Aabenraa Golfklub anno 2022 er en veldrevet golfklub med en sund økonomi og med et aktuelt medlemstal på 637 medlemmer. Organisationen er på plads med knap 100 frivillige fordelt på diverse meget velfungerende udvalg. 

Aabenraa Golfklub bestræber sig på at være medlemmernes klub, at tage socialt ansvar, at bidrage med et interessant idrætstilbud på Løjt Land for alle aldersgrupper samt at udbrede kendskabet til golf. Derfor er Aabenraa Golfklub også en yderst aktiv spiller mht. Skolegolf, som specielt klasserne på Løjt Skole har stor glæde af. Klubben tilbyder også med stor succes ”Kronikergolf” – golf for alle med en kronisk sygdom og deres pårørende – i tæt samarbejde med Aabenraa Kommune, Diabetesforeningen og Fritids Rådet. Seneste tiltag der har været store successer i Aabenraa Golfklub har været Kvinder & Golf samt Gratis Weekend Golf. 

Aabenraa Golfklub afholder hvert år en af Danmarks største Turneringsuger – Aabenraa Golfuge – populært kaldet Uge29. Siden starten i 2016 er deltagerantallet vokset støt og roligt og 2022 bød på en ny rekord med 614 deltager over de 4 dage – og 192 deltagere på en enkelt turneringsdag. 

 

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.