Indberetning af score og handicapregulering

I forhold til mange andre fine sportsgrene er golf noget helt specielt. At være en ægte golfer kræver nemlig moral som at sælge elastik i metermål, fordi vi:

  • er vores egen dommer
  • spiller fairplay og overholder golfreglerne
  • har et unikt handicapsystem, der bygger på, at alle indberetter deres score korrekt.

Af og til popper diskussionen op omkring handicap og indberetning af scores. Er der mon medlemmer, der har et lidt afslappet forhold til handicapsystemet? Det skulle da lige være:

  • Handicapsnobben, som kun indberetter de gode runder, fordi et lavt golfhandicap ser fint ud på CV’et?
  • Handicaprytteren, som undlader at indberetter de gode runder for at opnå et højere handicap op til en turnering?

Vi skal alle være med til at værne om vores helt unikke handicapsystem, der gør, at vi alle kan deltage i en turnering på lige vilkår. Begynder vi at fifle med systemet, trækker vi os selv ned på et niveau, hvor cykelsporten ulykkeligvis kom til at befinde sig efter de mange dopingskandaler. Ansvaret er dit og mit.

I det nugældende handicapsystem er alle spillede privatrunder tællende til handicapregulering, når følgende er opfyldt:

  • Runden er spillet på en ratet bane
  • Du har spillet mindst 9 huller
  • Du har spillet hullerne i den rigtige rækkefølge
  • Du har haft en markør med, som selv har spilleret
  • Du har spillet efter golfreglerne.

Vores handicapsystem bygger på, at alle tællende runder bliver indberettet så den enkelte spillers handicap til hver tid er så retvisende, som det nu kan blive.

Os, der har spillet nogle år, ved udmærket, at en spiller kan ramme dagen, hvor alting lykkes, og scoren bliver helt vild høj.

Så, når din makker en dag går en fantomrunde, er det ikke ensbetydende med snyd. Del glæden med din medspiller, og hjælp med at få runden indberettet, selvom det koster ham/hende nogle ekstra tildelte slag på næste runde.

Med ønsket om en fantastisk fairplay-sommer med mange indberettede scorekort.

PS: Spiller en bane i udlandet, gælder særlige regler. Dem kan du finde på DGU’s hjemmeside.

Udgivet i Nyt fra Aabenraa Golfklub.