75 nye træer på banen

Som omtalt på generalforsamlingen sponserer baneejerne igen i år en stor portion træer til vores bane – og en stor tak for det. 
 
Vi lander på ca 75 træer og det bliver mega lækkert. Chefgreenkeeper Per Ditlev har været ude på banen og sætte nogle pinde, så alle kan få en ide om, hvor træerne bliver plantet. 
 
Det primære område er mellem hul 9/hul 17, højre side af hul 18 og så bliver de små pinde mellem hul 8/hul 12 erstattet af større linde træer, så har vi nogle enkelte træer der er gået ud, de bliver erstattet.
 
Vandingsholdet har meldt sig på banen, til igen at hjælpe med denne opgave, så stor tak til dem. 
 
Hullerne bliver gravet, når det er muligt at komme på banen.
 
Træerne planlægges leveret ca. midt i marts. 
  • Mellem 9/17 første del: 26 birk.
  • Mellem 9/17 anden del oppe ved green og bagved green: ca 15 bøg.
  • Højre side af hul 18: 7 bøg.
  • Mellem hul 8/12: ca 18 lind.
  • Nogle lind plantes mellem 1/2.

Tankerne og hele planen omkring flere træer på banen er faktisk noget chefgreenkeeper Per Ditlev allerede satte igang ved sin ansættelse tilbage i 2019. 

Herunder kan du læse Per Ditlevs egne ord og tanker omkring dette:

Da jeg blev ansat i 2019, bad Baneudvalget mig komme med en evaluering af banen og hvad der eventuelt kunne forbedres. Jeg lagde hurtigt mærke til, at der var plantet træer enkelte steder, med et fint formål, men at de ikke havde nogen sammenhæng og at der ikke var lagt en plan for hele banen. Så jeg udviklede en beplantningsplan, som derefter blev godkendt af baneudvalget.
 
Det startede egentlig med de 2 store solitær træer der står ved putting green og hul 18 (crimson King). Jeg fortalte ejerne, at sådan et ønsker jeg mig til putting green – det blev de så begejstrede for, så Leif Toft ville også have et – det er nu det træ på hul 18. Siden da er det blevet til 187 træer fordelt på banen og igen i 2024, tilføjer vi så igen ca. 75 træer. Det er forholdsvis store træer der kommer hvorfor de fra dag 1 ændre billedet på banen. Alt i alt er det en del træer vi får plantet og absolut ikke en lille investering, så kæmpe tak til de 2 ejere for at gøre dette muligt.
 
Men hvorfor plante så mange træer på banen, vil nogen nok spørge.  Træer kan have mange egenskaber og her vil jeg fortælle lidt om de valg jeg har taget.
 
Birketræet planter jeg gerne de steder, hvor der altid er meget vand tilgængeligt, da det kan suge mellem 5-15 liter i døgnet. specielt i højre side på hul 1 har det haft en rigtig god effekt. Nogen kan måske stadig huske, at området før bare var vild rough – men jeg tror ikke ret mange klager over arealet nu 🙂
 
Så er der plantet en del bøg på banen og det vil der også blive i fremtiden – det kan vel ikke blive mere dansk end bøgetræer. Der står et enkelt solitær træ i form af en eg på hul 2 i venstre side og selvom det tager lidt tid, så vil den skabe karakter til banen/hullet.
 
Så har vi også plantet en del allé træer i form af lind på banen. Det er opstammet træer, hvor man kan svinge frit omkring træet, men det skaber karakter og pynter fint.
 
Men for at opsummere, så mente jeg tilbage i 2019, at banen manglede en identitet. Hvilken slags bane er vores bane? Er det en linksbane, en skovbane, eller en parkbane? Det var det helt store spørgsmål, der forvirrede mig da jeg startede i Aabenraa Golfklub og jeg/vi besluttede, at det skulle være en bane, der har et parklignende udtryk og som vil være en flot naturoplevelse med dyreliv.
 
Udover det, så skal træer, vildtblomster og høj rough, være med til at skabe en biodiversitet til fremtiden, hvor fugle, insekter og andre dyr også har sit hjem. Vi er i dag pålagt restriktioner, der gør at vi ikke længere kan bekæmpe skadedyr i form af gåsebillelarver,  stankelbenslarver og lignende med kemi, så vi bliver nødt til at skabe vores eget lille sunde økosystem på banen, så fuglene bekæmper det naturligt.
Man må sige, at det der sker på vores flotte bane på Løjt Land er gennemtænkt og vil være med til at sikre, at vi også i fremtiden har en flot bane at spille på. Der er tænkt de rigtige tanker angående hvilke træer der har kvaliteter til at holde banen tør – og hvilke der kan give banen karakter. Samtidig skal vi sikre, at banens dyreliv kan klare de fremtidige udfordringer med skadedyr uden muligheden for at bekæmpe disse med kemi. 

Tak til Per Ditlev for at dele sine tanker omkring dette projekt. Og skulle nogle læsere have fået lyst til at være en del af dette f.eks. på vandingsholdet eller andet, så send blot en e-mail til info@aabenraagolf.dk. 

 

Banen lukket – igen

Træls vejr og træls “frem og tilbage” med åbning/lukning af banen. 

Grundet den store mængde nedbør de sidste par dage og de kommende dage har greenkeeperteamet sammen med Baneudvalget besluttet at lukke vores bane.

Lukningen gælder fra nuværende og resten af ugen. 

Skulle vejret ændre sig kan vi eventuelt åbne tidligere – men ellers er banen lukket, indtil andet meldes ud.

med venlig hilsen

Per Ditlev 

Chefgreenkeeper

Banen åbner nyklippet fredag

Heldigvis tørrer vores bane fint op i disse dage, så derfor er det besluttet, at banen åbner igen i morgen fredag, den 2 februar kl. 11:00.

Vi kan glæde alle med, at der så vil være nyklippede og rullede greens. 

Med venlig hilsen

Per Ditlev 

Chefgreenkeeper

Banen lukket

Grundet den store mængde nedbør de sidste par dage og de kommende dage har greenkeeperteamet sammen med Baneudvalget besluttet at lukke vores bane.

Lukningen gælder i første omgang til og med søndag den 4. februar.

skulle vejret ændre sig kan vi eventuelt åbne tidligere.

med venlig hilsen

Per Ditlev 

Chefgreenkeeper

Banelukning i uge 50

Nu hvor sneen er smeltet og regnen kommer på bagkanten, så bliver vi desværre nød til at lukke banen, i første omgang frem til på fredag, den 15. December.

Banen har været våd i rigtigt lang tid og denne periode gør den ekstra sårbar for skader. De skader vi laver på banen nu, dem har vi langt ind i den nye sæson.

Mvh

Baneudvalget

Nyt fra Greenkeeperne Uge 47

Kære Golfere i Aabenraa Golfklub 🙂

Efter en lang periode med nedbør, så ser det ud til, at vi får tørvejr ind over banen. Det betyder at vi åbner for banen igen på mandag, den 27 november. Hvis der ikke er frost, så spiller vi til sommergreens.
 
Er man i tvivl om der er frost, så gå evt op til green på hul 4 og se om der er frost på græsset, er det tilfældet, så spiller man til vintergreens. Jeg kan næsten ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at man ikke betræder frosset græs på greens, så lad hellere være, hvis man er i tvivl. 
 
 – Riverne er taget ud af bunkers, så de er ikke længere i spil
– Der er oplæg på hele banen
– Putting green og indspilsgreen må ikke betrædes/benyttes
– Skraldespande er taget ind, så man skal have sit affald med tilbage til klubhuset, eller med hjem
– Der samles ikke længere bolde på træningsbanen, så der må man selv ud og hente
 
Vi anlægger “vintergreens”, men til jer der har forhåbning om at man kan lave noget der minder om midlertidige greens på vores jord, dem må jeg desværre skuffe, så tag det nu som det er, eller brug i stedet vores fine indendørs faciliteter.
 
Med venlig hilsen


Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub
 
Er du i tvivl om, hvad der sker hvis greens der er frosne betrædes, så se videoen fra USGA her:
 

Banelukning forlænges

Aabenraa Golfklubs flotte bane er virkelig godt drænet, men der er desværre grænser for hvad banen kan tåle. Natten til tirsdag (14.11) kom der hele 36 mm vand – og der kommer desværre mere i løbet af ugen,
 
Derfor er det efter forslag fra vores Chef Greenkeeper Per Ditlev besluttet, at åbningen af banen skubbes med endnu en uge hvor situationen samtidig ses an. Dermed er banen midlertidig lukket frem til minimum den 24. november. 
 
Desuden er alle river også taget ind i dag (14.11 red.) hvorfor der skal lægges op på hele banen når den åbner igen og bunkers vil ikke længere være i spil. 
 

Banen er midlertid lukket

Så gik den ikke længere. Her til morgen anbefalede chefgreenkeeper Per Ditlev, at banen blev lukket som følge af de store mængder nedbør, der er faldet i løbet af de seneste dage. Banen er i risiko for at lide skade ved brug.

Baneudvalget valgte at følge Pers råd. Han er fagmanden. Derfor er banen lukket indtil videre frem til og med fredag den 17. november.

Desuden er morgentiderne fremadrettet lukket for at skåne banen mest muligt. Så indtil videre er første starttid kl. 09:07.

Er du medlem af Aabenraa Golfklub og kan kan du ikke holde køllerne i ro, kan du booke tid på vores indoor golfanlæg i Arena Aabenraa. Har du tegnet abonnement, er det gratis. Hvis ikke, koster det 75,- kr. for 1 time.

Nyt fra Greenkeeperne Uge 43

Kære Golfere i Aabenraa Golfklub.
 
Selvom det naturligt nok er noget vådt på vores flotte bane, så overlevede den stormen med ganske få skader. Græstæppet er rigtigt fint, specielt greens er i fin stand, så det er skønt.
 
Teesteder og forgreens bliver vertidrænet og topdresset i denne uge. De er prikket færdig i morgen (tirsdag) og sandet senest torsdag. 
 
Der spilles med oplæg på fairways og forgreens. Der er indført følgende lokalregel:
 
Fra 4. oktober 2023 spilles der på det tætklippede areal – fairways/forgreens – med oplæg indenfor 1 køllelængde og ikke nærmere hullet.  Bolden må renses.
Regeludvalget 4. okt. 2023 – FCO
 
Med denne lokalregel kan der stadig handicapreguleres. 
 
Med venlig hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub
 

Lukket for motoriserede køretøjer på banen

Kære Golfere.
 
Den senere tids nedbør medfører desværre, at vi per dags dato bliver nødt til at lukke ned for alt kørsel med motoriserede køretøjer på banen. Ikke nok med at det vil skade banen, men man risikerer også at glide rundt med køretøjet og påføre sig selv skade.
 
Med venlig hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub