Golfbox får nyt udseende

Golfbox har meddelt, at de efter test er klar med et nyt bruger look på deres platform. 

Golfspillerens GolfBox – NYT og MODERNE – men ellers det samme!

Efter en periode med Beta test af ny brugerflade til spillernes GolfBox, og tilretning på baggrund af tilbagemeldinger fra Beta testere, er vi nu klar til at release den nye brugerflade for alle spillere.

Den nye brugerflade vil i løbet af tirsdag den 16. august blive gjort tilgængelig og LIVE for alle og er således ikke længere BETA.

Når spillerne logger ind på GolfBox første gang efter frigivelsen, vil de få vist en information som fortæller om den nye brugerflade.

Vi håber I, klubberne, vil hjælpe til med at videreformidle information om denne ændring til klubbens medlemmer, for at imødegå eventuelle spørgsmål.

Se nærmere omkring den nye brugerflade her – https://golfbox.zendesk.com/hc/da/articles/7077441609618-Player-2-0-Ny-brugerflade-til-spillernes-GolfBox

Vi håber at I og spillerne tager godt imod den nye brugerflade.

GolfBox A/S

Koordinator søges til Regionsgolf

Igennem mange år har Ole Herlev Nielsen været en fortrinlig koordinator for Regionsgolf i Aabenraa Golfklub til stor glæde for de over 40 spillere, der hvert år deltager på Regionsgolf holdene.
 
Ole har nu besluttet, at det er på tide at overdrage ansvaret til en anden, hvorfor klubben nu søger efter denne person.
 
Man er velkommen til at kontakte klubben mht. dette og klubben kan også formidle kontakt til Ole Herlev, som kan give mere indblik i, hvad det indebærer at besidde rollen som Koordinator for Regionsgolf. 
 
Skriv til info@aabenraagolf.dk såfremt du ønsker at vide mere. 

Afgørelse i Danmarksturneringen i weekenden

5 og 6 runde af dette års Danmarksturnering spilles i den kommende weekend. Alle hold spiller på udebane på lørdag den 12. august, men søndag afsluttes der med hjemmebane for alle hold, hvor flere hold er i spil til oprykning. 

1. Dame topper 2. Div. Vest med 6 point inden den afsluttende weekend foran Herning Golfklub og Sønderjyllands Golfklub med hver 4 point. På lørdag er der så igen lokalopgør, når 1. Dame skal til netop Sønderjyllands Golfklub på udebane. Søndag tager de imod Odense på hjemmebane. Det bliver en meget spændende weekend. (se stillingen her)

1. Herre i 3. division kan teoretisk stadig nå 1. pladsen i puljen, men det kræver storsejre overover både Kaj Lykke Golfklub (lørdag) og Ribe Golfklub (søndag) samtidig med, at begge disse hold også skal tabe til Benniksgaard over weekenden – dog ikke med for meget. Men målet må være forbliven i 3. division i år hvilket helt sikker er muligt og kan sikres med 2 sejre i weekenden. (se stillingen her)

2. Dame i Kvalifikationsrækken har ikke været til at stoppe i år. Holdet deler inden de sidste 2 runder 1. pladsen i puljen med Barløseborg, som de skal møde på udebane på lørdag. Vinder 2. Dame her, så har de reelt afgjort puljen inden der spilles søndag, da de så har slået Barløseborg 2 gange i denne sæson. Men mindre kan også gøre det for stadig at kunne sikre sig oprykning på søndag mod Lillebælt på hjemmebane. (se stillingen her)

2. Herre har også været flyvende i 2022, men mistede desværre en sejr over Tønder i 4 spillerunde grundet en protest. (læs mere her). Dette betyder, at 2. Herre nu i stedet for en solid føring ligger sidst i puljen og ikke længere selv kan sikre sig oprykning. Alle hold i puljen har nu 4 point og weekendens matcher bliver helt afgørende hvor 2. Herre møder Benniksgaard på udebane og Nordborg på hjemmebane søndag. (se stillingen her)

Så det bliver en meget spændende weekend at følge – og en fantastisk afslutning på søndag med alle hold på hjemmebane og forhåbentlig en 2-3 oprykninger når dagen er omme. 1. Dame starter ud kl. 8, derefter 1. Herre, 2. Herre og kl. 10:50 slutter 2. Dame feltet af med deres første start. 

Alle hold håber naturligvis på stor opbakning søndag som gør en kæmpe forskel for spillerne, når de er ude på banen.  

Klubmesterskaberne i Hulspil 2022

Sponsor for Klubmesterskaberne i Aabenraa Golfklub.

Klubmesterskaberne i Hulspil i Aabenraa Golfklub spilles altid hen over året. Der er start i maj måned og finalen finder så sted i august måned nogenlunde samtidig med, at spillerne også forbereder sig til Klubmesterskaberne i Slagspil. 

I år er der 12 deltagere hos Damerne og 14 spillere hos Herrerne. 

Deltagerne i finalerne hos både Damerne og Herrene er nu fundet. Hos Damerne dystede Frederikke Ellehøjgaard imod sidste års vinder, Alberte Rømer Olsen. Det blev en yderst velspillet finale som Frederikke Ellehøjgaard trak sig sejrrig ud af med cifrene 4/2. Stort tillykke til Frederikke med hendes Klubmesterskab i Hulspil 2022. 

Hos Herrerne bliver mesterskabet afgjort imellem Mads Meilandt Thomsen og Søren Marquardt Frosch – finalen spilles den 20. august kl. 11:30 – det bliver virkelig spændende matcher at følge. 

Du kan se Damernes resultater her

Du kan se Herrernes resultater her

Vi ønsker alle de to sidste finalister held og lykke den 20. august – og siger tak til alle deltagerne i årets Klubmesterskab i Hulspil. 

Int. Pairs Turnering 2022

32 spillere stillede op i International Pairs Turnering 2022 i Aabenraa Golfklub. Turneringen er en del af hvad der kaldes verdens største turnering for amatører, hvor golfere fra alle lande spiller om at kvalificere sig til finalen, som i 2022 finder sted i Spanien – læs meget mere her 

Der spilles bestball og vinderne af dagens turnering i Aabenraa Golfklub gik videre til Danmarksfinale på Great Northern den 6. september i år. Der skulle mange point til for at komme helt til tops i den ene række der blev spillet i – de dygtigste par blev som følger (lige scores blev afgjort som sidste 9, sidste 6, sidste 3 mv.):

1. Jens Skriver (Langelands GK) & Carsten Dybvad Pedersen (Give GK) – 47 point
2. Jan Krog (Kolding GK) & Finn Thomsen (Vejle GC) – 47 point
3. Martin Schjøtt & René Smidt Remod (begge Aabenraa GK) – 46 point
 
 
Et stort tillykke til alle vinderne samt held og lykke på den videre færd i turneringen til Jens Skriver og Carsten Dybvad Pedersen. 
 

Bestyrelsesmøde 12. juli 2022

Referat fra bestyrelsesmøde tirsdag den 12. juli 2022, kl. 18.30

Sted: Aabenraa Golfklub

Deltagere: Klaus Milton Jensen (KM), Ole Højen (OH), Preben Skellgaard (PS), Carl Aage Lassen (CAL), Palle Christensen (PC), Asger Stenhøj Schmidt (AS)

Afbud: Lars Rømer (LR), Jytte Callesen, (JC), Peter Riggelsen (PR)

Dagsorden:

  1. Godkendelse af referat fra seneste møde. Referat godkendt.
  2. Efterretninger
    • Greenklipperen er defekt. Kan forhåbentlig laves hurtigt, ellers kan det blive aktuelt at låne.
  1. Status på igangværende sager
    • Simulatorgolf: Afventer ingeniørberegning. Nyt tilbud skal indhentes.
    • Shelter nr. 3. Materialer er ankommet. Opførelse påbegyndt. Fortsætter når den nye vaskeplads er færdiglavet.
    • G-drev til referater fra udvalgene. KM er i gang med at udarbejde en struktur. Forventes klar ultimo juli/primo august.
    • Råd/svamp i bagrum. Arbejdet afventer et prisoverslag fra HBS. Overslaget skal godkendes af forsikringsselskabet. Sker det, kan arbejdet gå i gang.
    • Klokker på hul 4 og 13. Såvel Regel- og Handicapudvalg som Baneudvalg har anbefalet, at der ikke opsættes klokker. Baneudvalget peger på en evt. løsning med lys, såfremt der kan findes noget velegnet til overkommelig pris.
    • Skiltning på hul 10. Klar til trykning efter sommerferien.
    • PC på kontoret. Ny PC er ved at blive konfigureret. Måske klar til uge 29.
    • Tilbud på rengøring. Det modtagne tilbud afviger ikke væsentligt fra nuværende. Der vil blive fulgt lidt mere op på kvaliteten af nuværende rengøring.
    • Lamperne på P-pladsen. Lamperne flyttes lidt efter lidt, så de ikke er skruet fast i endetræ. Lamperne skal fortsat stå på lige linje og med samme afstand.
    • Nye trollyer. KM forhører hos Ronni, hvor vidt sagen er.
  1. Økonomi og medlemssituation.
    • Vi er en smule bagud i forhold til budgettet. Afvigelsen skyldes primært færre greenfee indtægter end budgetteret samt højere vedligeholdelsesudgifter på maskiner end forventet. Bestyrelsen følger udviklingen på greenfee indtægter, især om hvorvidt udmeldelse af Golfhæftet kan have haft betydning.
    • Aktuelt medlemstal 634.
  1. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder
    • Aktivitetsudvalg: JC og Ronni har planer om et weekend arrangement i september. Et forslag om at tilbyde interesserede ikke-golfere en gratis prøvelektion tirsdage og torsdage i maj måned bør overvejes. Tilmelding nødvendig i en eller anden form. Instruktionen tænkes forestået af klubbens elitespillere. LR får i opdrag at forhøre sig hos elitespillerne.
    • Baneudvalg: Ansættelse af lærling/voksenlærling har været drøftet som en ønsket mulighed.
    • Begynderudvalg: Pr. d.d har i alt 21 tilmeldt sig et prøvemedlemskab. 2 har meldt fra. Af de resterende 19 er 9 færdige med forløbet. Af de 9 har 7 sagt ja til at fortsætte som fuldtidsmedlemmer. 2 mangler at svare. Faktura på restkontingent er undervejs til de pågældende. De resterende 10 afslutter deres prøvemedlemskab løbende hen over sensommeren. 5 – 6 deltager fra Kvinder og Golf afklares ultimo september.
    • Eliteudvalg: Intet
    • Regel- og handicapudvalg: Intet
    • Sponsorudvalg: Intet
    • Turneringsudvalg: Der er opstået usikkerhed med hensyn til Sydbank turneringen i august. PR sættes på sagen.
  1. Kommende aktiviteter/opgaver – planlægning og ansvarsfordeling
     

    • International Pairsgolf har til dato kun 8 tilmeldinger. Der kræves 30 for at gennemføre.
    • En række forhold omkring uge 29 blev drøftet. Vagtplanen for arrangementet er pænt fyldt ud. Kun få manglende poster.
    • På grund af stigende priser fra leverandør bliver klubben nødt til at hæve prisen på drikkevarer med 5,- kr. En fadøl vil fremover koste 35,- kr. og flaske øl/vand 25,- kr.
  1. Henvendelser fra medlemmerne/indkomne forslag
    • Gunstart KIK. Der er rapporteret et par episoder, hvor Tirsdagspigerne og Herreklubben har lavet gunstart bagud uden at det er fremgået af Golfbox. Det er ikke acceptabelt. Spillere, der har booket starttid på hul 1 skal kunne regne med, at der er ledigt, når de kommer.
    • Butik – oprydning. Begyndersættene placeres indtil videre i det lille mødelokale. Leverede pakker bør afhentes af modtager, så de ikke står og fylder i butikken.
  1. Eventuelt
    • Som et forsøg vil der blive afprøvet en ordning med ”abonnement” på buggyleje. Indtil videre kun i et enkelt tilfælde.

Referant
Preben Skellgaard