Projekt Propning i mål

Kære Golfere 🙂
 
Så er vi nået i mål med projekt propning af greens.
 
Små 60 Tons materiale er skiftet ud i greens, 25 kg hvene er blevet eftersået, 250 kg calcium er blevet tilføjet i rodzonen og de er efterfølgende blevet gødet med organisk gødning.  Proceduren forløb næsten uden problemer, kun putting green viste sig at have så svagt et rodnet, at selve græs “tæppet” løftede sig fra vækstjorden.

Lukker del af putting green

Rodnettet på vores putting greenen er kun ca. 2-3 cm i den første del af greenen. Resten af vores greens har et rodnet på ca 10 cm og det var i 2019 på ca. 5 cm – så vi bevæger os i den rigtige retning. Men det korte rodnet på putting green gør, at jeg lukker for den del af greenen resten af året, så rodnettet kan udvikle sig mest muligt inden sæsonen 2023.
 
Jeg vil gerne sige tusind tak til de mange frivillige, der mødte op for at hjælpe os i mål, i er sku fantastiske 🙂
 

Spiller med oplæg

Tørken har været hård ved vores bane og det gør, at vi i den næste tid vil prikke teestederne med 12 mm spyd og vertidræne vores forgreens med 18 mm spyd i 20 cm dybde. Disse huller vil blive fyldt op med organisk sand. Da det er nogle ganske betragtelige huller, så spiller vi med oplæg på fairways og forgreens resten af året. På fairways skyldes oplægget, at græsset først skal i gang med at gro igen og det vil tage noget tid, inden det igen kan bære bolden. 
 
Vi håber at græsset tager godt imod vandet fra oven og at vi snart kan begynde at stribe banen så flot op som i har været vant til.

Med venlig hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub

Så skal der proppes!

Kære Medlemmer 🙂
 
I uge 35 (29/8-4/9) er det planlagt at vi skal tage propper ud af vores greens. 
 
Det er en proces der skal fjerne dele af vores filtlag og skabe bedre vækstbetingelser for vores rodnet i fremtiden. Jeg regner med at fjerne ca 60 tons materiale og det vil så blive erstattet af ny vækst jord/sand. Ikke bare vil denne arbejdsgang hjælpe vores rodnet, men den vil også hjælpe os til at få jævnere og bedre greens i fremtiden. 
 
Vi starter tirsdag den 30/8 kl. 06:00 og stopper ca. kl. 11:00 (9 Huller). Det vil være samme tidspunkt om onsdagen, føler man ikke for at starte sammen med greenkeeperne, så er man velkommen til at melde ankomst senere. Disse 2 dage er kun til at tage propper op af greens og her kunne vi virkeligt godt bruge noget hjælp. Tidligere har vi været heldige, at frivillige har hjulpet os og det er vi afhængige af igen. Så hvis i har mulighed for at komme og hjælpe, så send mig evt en sms på 20498850. Det vil være en kæmpe fordel, hvis man kan medbringe en sneskovl. 
 
Tænker man, at man ikke har fysikken til opgaven, så kommer vi også til at mangle nogen der kan køre propperne væk fra greens, så chauffør er også en mulighed 🙂
 
Om torsdagen vil vi bruge formiddagen på at fylde hullerne op med det nye materiale. Det er ikke sikkert at vi når i mål den dag, men vil løbende fylde materiale i, så vi får fyldt hullerne helt op. Efterfølgende vil greens blive eftersået og da vi også mangler calcium i vores greens, så vil dette også blive gjort. 
 
Det er en stor opgave, men med mange frivillige, så plejer det at være en smal sag, håber på jeres hjælp.
 
Med venlig hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub
 
Tlf. 20 49 88 50

Opdatering fra Chefgreenkeeperen

Kære Golfere i Aabenraa Golfklub.
 
Så er vi halvvejs i sæsonen 2022 og jeg vil gerne give jer en lille opdatering på banens tilstand.
 
Året startede tørt og koldt, til stor frustration for os i maskinhuset –  det er træls at møde ind til et hvidt græstæppe, når man egentligt helst bare vil ud og klippe noget grønt græs. Men heldigvis kom greens super godt igennem vinteren selvom vi benyttede disse i hele perioden. Jeg vil følge samme “opskrift” i fremtiden, men om vi er lige så heldige/dygtige er også op til vejrguderne. Fra i år vil det desværre ikke længere være tilladt at bekæmpe stankelbenslarver på banen, så jeg frygter desværre, at skaderne på greens vil tage til. Lad os alle håbe, at DGU kan få forhandlet et nyt middel igennem, så vi kan behandle landets baner for skadedyr!!
 
Banen har i år været i god stand og grundlæggende er vi godt tilfreds med vores stand og ikke mindst greens. Dog har greens stadig nogle betydelige mangler i form af organisk materiale i vækstjorden og mangel på calcium. Det kan blandt andet ses ved, at vores greens til tider kan få et lyst og lidt trist udseende. Jeg har afprøvet forskellige former for gødning og det vil jeg fortsat gøre, indtil vi rammer den gødning der kan give stabil vækst og hvor mikronæringen er tilstrækkelig. Problemet med mangel på calcium er, at den mikronæring jeg tilfører jorden ikke bliver frigivet og det er blandt andet dem der giver farve (Fe, Mg). Jeg tilførte sidste år 250 kg calcium og i år vil jeg bringe 500 kg ud på greens.
 
Hvad angår organisk materiale, så bliver greens proppet umiddelbart efter klubmesterskabet og de huller vil så blive fyldt op med sand hvor der er organisk materiale tilstede, en proces der vil tilføje ca. 70 tons organisk materiale og dermed hjælpe til balancen i greens. Det er selvfølgelig altid træls når vi proper da greens i en periode vil være i dårlig stand, men det er absolut nødvendigt for at nå målet om fantastiske greens.
 
Slutteligt vil jeg bede om en lille tjeneste.. Vores parkeringsplads er ved at være mere grøn end godt er. Hvis nogen skulle have lyst og tid, så må i meget gerne tage et hakkejern med og hakke noget af alt det grønne. I kan bare lægge det i en bunke og vi skal nok få det fjernet.
 
En lille tjeneste mere 🙂 Er i ikke nok søde og placeres HELE riven nede i bunkers! Det er frustrerende og spild af tid når vi skal af maskinerne for at skubbe riven de sidste 10 cm ned i bunkeren. På forhånd Tak

 

Med venlig hilsen
 
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub

Greenkeeperteamet mangler hjælp

Vores flittige og dygtige greenkeepere har i går og vil også i dag være travlt optaget af at klippe noget af vores høje rough hvilket primært gøres, for at holde tidslerne nede.

Nu beder de om frivillig hjælp til at gøre det pænt omkring vores bænk arealer rundt omkring på banen. 

Så har du tid os lyst, så meld dig hos Chefgreenkeeper Per Ditlev på keeper@aabenraagolf.dk eller 20 49 88 50. 

Al hjælp vil blive modtaget med stor tak 🙂 

Propning aflyst pga vejret

Kære Golfere 🙂

Pga vejret i denne uge, så bliver vi nød til at aflyse propningen den 5/6 april. Jeg gennemfører i stedet for, en prikning med 8mm solide spyd. Tak til alle de frivillige der havde meldt sig.

 

Med Venlig Hilsen.

Per Ditlev

Greenkeeperne mangler hjælp (AFLYST)

Det nuværende vejr giver ikke de bedste betingelser for at gennemføre forårets propning.

Derfor  har vores chefgreenkeeper bestemt at udsætte dette til foråret og i stedet erstatte forårets propning med med flere prikninger og mere sand i løbet af sæsonen. Derfor vil propningen blive udskudt til senere på sæsonen – højst sandsynlig først i efteråret. 

 

Vores fantastiske greenkeeperteam mangler lidt hjælp til propning af greens tirsdag den 5. og onsdag den 6 april. Begge dage med start kl. 8:00 og til ca. kl. 12:00 – det er dog ikke et krav, at man kan begge dage. Skulle man selv have en sneskovl, vil dette være en rigtig godt værktøj at tage med. 

Interesserede bedes melde deres ankomst/deltagelse til Chefgreenkeeper Per Ditlev på keeper@aabenraagolf.dk eller på 20 49 88 50.

Jo flere jo bedre 🙂 

Der åbnes igen for kørsel

I forbindelse med det dejlige vejr er banen virkelig tørret godt op.

Derfor har Baneudvalget besluttet at åbne op for al kørsel med golf buggies, scootere mm. fra på fredag, den 25. marts 2022. 

Der må dog ikke køres mellem hul 4 og 6 ved søen i venstre side, højre om 4. green og højre side af hul 13 ved green.

Med venlig hilsen
Baneudvalget

Flere nye træer på banen

Kære Medlemmer og gæster,
 
Som et led i en større beplantningsplan på vores skønne bane, så vil der igen i år blive plantet en del træer på banen – denne gang samlet 80 styk.
 
Mellem hul 4-5-6 vil der blive plantet 40 birketræer, mellem hul 3 og 4 vil der blive plantet 15 bøg og 5 lind og mellem hul 16 og 9 bliver der plantet 9 lind. Samtidig er der enkelte nuværende træer rundt omkring på banen som vil blive erstattet af nye, da disse nuværende desværre er blevet beskadiget.
 
Allerede sidste år plantede vi 107 nye træer på banen – og i de kommende år er det planen, at der skal plantes endnu flere. Grunden skal findes i ønsket om at give vores bane et mere parkbane-lignende udtryk som samtidig vil give en endnu større naturoplevelse og større fugleliv.
 
Set fra Greenkeeperens synspunkt er det utrolig vigtigt, at vi de kommende år har meget fokus på dyreliv, specielt fugle, da vores brug af kemi på banen bliver mindre og mindre hvert år. Derfor indgår det også som en del af den fremtidige beplantningsplan, at vi får arealer med vilde blomster – men mere om det senere.

Vi ses derude 🙂

Med venlig hilsen
Per Ditlev
Chefgreenkeeper 
Aabenraa Golfklub
 

Greens åbner igen…

Kære golfere. 
 
Efter den længere periode med tørvejr og en dejlig mængde sol, så har Chefgreenkeeperen vurderet, at vores greens godt kan klare at vi spiller på dem igen. Dog naturligvis kun, hvis der ikke er frost!
 
Så fra torsdag, 10. marts vil vi derfor igen spille “normal” golf.
 
Dermed lukker også vores vintergreens og det vil sige, at banen er helt lukket ved frost og dette SKAL respekteres. (Se gerne videoen herunder) Husk også at rette nedslagsmærker.

Der er stadig kørselsforbud med golf scootere og golf biler

Der spilles endvidere med layup på fairways og kortere klippede arealer – brugen af “No Divot” er valgfri (læs mere her). 

Mvh Per Ditlev / Baneudvalget
 

Banen åbner igen…..

Højre side hul 13Grundet den megen nedbør har vores bane været lukket ned i et stykke tid – men nu er der lyst forude 🙂

Vores banen åbner nemlig igen torsdag den 3. marts – grundet den nuværende nattefrost dog kun med “vintergreens”

Der er stadig fugtigt på banen og nogle steder stadig vand, hvor der ikke plejer at være det. Således skal alle finde alternative veje fra 13 green og over til 14 teested, da en stor sø i øjeblikket dækker den normale sti. (Se billedet til højre – klik for at forstørre)