Nyt fra Greenkeeperne Uge 24

Ja – der er meget tørt på vores bane lige nu, specielt på fairways og vi kan alle blive enige om, at vi trænger til lidt vand. Der henstilles til, at det passes MEGET PÅ med f.eks. cigaretrygning på banen – kan man lade være, så….. 

På trods af tørken skal vores greens, som blev meget rost af alle deltagere i D-Tour i weekenden, naturligvis plejes. Greens er i fin stand og vores plejeplan fortsætter som planlagt, også for at blive i top stand til Uge 29. 

Mandag en 12. juni og tirsdag den 13. juni prikker vi greens med 8 mm solide spyd. Da vi ruller greens efterfølgende skulle dette gerne kun give minimale gener for rullet af bolden på greens. Greens bliver også rullet tirsdag morgen.

Tirsdag den 20. juni – i uge 25 – vertikalskærer vi greens. Efterfølgende bliver de eftersået, gødet og topdresset.

Med venlig hilsen
Chefgreenkeeper
Per Ditlev & Team.

 

Flot D-Tour by Golfstore turnering i Aabenraa Golfklub

Lørdag den 10. juni 2023 lagde Aabenraa Golfklub bane og hjælpere til D-Tour by Golfstore turnering på en smuk, solrig men noget  blæsende dag.

De knap 120 deltagere i turneringen fra hele Sydjylland fik hjælp af knap 20 hjælpere fra Aabenraa Golfklub der som startere, for-caddies og forplejningshjælpere sørgede for, at både spillere og forældre fik en rigtig god oplevelse i Aabenraa Golfklub – noget de mange ungdomsspillere og deres forældre satte meget stor pris på. 

Lidt ældre, men stadig smilende som vi husker ham. Jacob Tranberg – klubbens første træner – var på besøg.

De mange deltagere var meget imponeret over den fine modtagelse spillerne fik med flagallé samt at der kunne samles så mange hjælpere, “bare fordi de spillede turnering”. Samtidig var alle imponeret over hvor flot en bane de fik lov at spille på trods af tørken – specielt var de meget imponeret over tilstanden på green og de sendte en stor tak til hele greenkeeperteamet i Aabenraa Golfklub.

En af de besøgende var Aabenraa Golfklub første træner (PGA Pro) fra tilbage i 2005 – Jacob Tranberg – hvis datter Matilde spillede med. Jacob, der i dag (stadig) er PGA Pro i Varde Golfklub, var meget imponeret over standen på greens samt udviklingen af  banen over de 18 år der er gået, siden han selv var med til at lægge visionerne for banen. 

Det lokale håb – Alberte Rømer Olsen – fik en flot 10 plads i U25 rækken ud af 37 deltagere, hvilket må siges at være absolut godkendt. 

Du kan se alle resultater på de 2 links herunder:

D-Tour Aabenraa Golfklub 18 huller

D-Tour Aabenraa Golfklub 9 huller 

Alt-i-alt en super hyggelig dag i Aabenraa Golfklub med masser af flot golf – men også en lang dag som startede kl. 06.00 og sluttede kl. 17.00. Klubben siger tak til de mange besøgende og en speciel tak til de mange frivillige, der var med til at Aabenraa Golfklub kunne præsentere sig fra sin absolut bedste side.

Aabenraa Golfklub igen repræsenteret ved EM

I dagene fra den 8-10 juni afholdes det årlige European Mid-Amateur Ladies’ Championship – denne gang i Italien, nærmere betegnet på Conte Course som er en del af Bogogno Golf Resort nær Milano.

Conte Course er tidligere blevet kåret til Italiens bedste golfbane og har lagt bane til en række store events med blandt andet Francesco Molinari blandt vinderne. Der venter deltagerne i Mid-Amateur Ladies Championship en stor mundfuld, når de over 3 runder skal afgøre mesterskabet på den knap 5.000 meter lange par 72 bane med en del spektakulære huller. 

En af disse deltagere er Frederikke Ellehøjgaard fra Aabenraa Golfklub. Frederikke fik desværre sin 2. runde i sidste års mesterskaber i Frankrig spoleret af en hestebremse og missede cuttet. (læs mere her). Hun vandt dog sidste år DGU’s Mid-Age Dame rangliste (læs mere her) og måske var denne flotte placering medvirkende til, at Frederikke i 2023 er officielt udtaget af Dansk Golf Union til at repræsentere ikke kun sig selv og Aabenraa Golfklub – men også Danmark. Samtidig er Frederikke Ellehøjgaard nuværende Klubmester i Aabenraa Golfklub både i Slagspil og Hulspil (læs mere her) samt Sønderjysk Mester i Dame Mid-Age (læs mere her)

Målet for Frederikke Ellehøjgaard i Italien i år er i første omgang at klare cuttet (og passe på hestebremser) – og derefter en plads i top 5. Hun har i år forberedt sig om muligt endnu mere end hun havde gjort i 2022. Frederikke er opsat på at gøre alt der overhovedet er muligt for at kunne forbedre sin placering fra 2022. Også derfor har hun allerede været i Italien siden sidste lørdag hvor hun har prøvespillet og trænet alt det hun kunne. 

Vi har fået denne “situationsrapport” fra Frederikke :

Jeg ankom mandag og har spillet første prøve runde i dag (tirsdag) – det er en rigtig fin bane der dog er lidt våd og med ikke så hurtige greens. Men det håber jeg de når at blive inden torsdag, når det går løs.

Jeg har i år valgt ikke at bo på banen pga. mit begrænsede budget og bor derfor i den fineste lille B&B 10 min fra banen. Her forkæler det hyggeligste italienske par mig, når jeg ikke spiller golf – også selvom de kun taler italiensk og mit italienske er begrænset til kaffe bestilling og vindistrikter.

I morgen (onsdag) spiller jeg 9 huller og træner så jeg er helt klar til det går løs på torsdag, hvor jeg endnu ikke kender min starttid.

Vi ønsker Frederikke Ellehøjgaard alt mulig held og lykke til European Mid-Amateur Ladies’ Championship i den kommende weekend og krydser alle fingre. 

Vil du gerne følge live med hvorledes det går Frederikke, så finder du linket til Livescoring her. Via samme link kan du også finde yderligere information omkring selve turneringen og stedet den afholdes. 

Som det kan læses, så kommer Frederikke Ellehøjgaard langt rundt både i Danmark og udlandet for at repræsenterer Aabenraa Golfklub. Dette er naturligvis ikke billigt og Frederikke leder da også efter personlige sponsorer der kan støtte hende i jagten på flotte placeringer for Aabenraa Golfklub. Skulle der være læsere der ønsker at kontakte Frederikke angående sponsorater, så er de velkomne til at skrive til hende på ellehoejgaard@gmail.com. 

 

Stor ungdomsturnering i Aabenraa Golfklub

Lørdag den 10. juni bliver Aabenraa Golfklubs bane på det smukke Løjt Land fra morgenstunden indtaget af hele 119 spillere i alderen fra 13-25 år. 

Det er Dansk Golf Unions D-Tour by Golfstore i Distrikt 3, der lægger vejen forbi Aabenraa Golfklub som et led i den store, årlige ungdomstour. Disse turneringer afholdes igennem hele året udover hele Danmark med Distrikt 3 dækkende Sydjylland. 

Der spilles både en 9 hullers turneringen for den del af de unge, der ikke er helt så langt nede i handicap endnu – og en 18 huls turnering for de øvede. Igennem årerne har mange nu kendte navne deltaget i denne Tour som en del af deres “golfopdragelse”. 

Mange frivillige står klar på dagen som for-caddies på mange af vore huller, således at det sikres, at der bruges mindst mulig tid på banen til at lede efter vildfarne bolde. 

Kunne du tænkte dig at opleve Sydjyllands “golffremtid” på nærmeste hold, så kig forbi Aabenraa Golfklub og se noget flot golf. 

Aabenraa Golfklubs unge talent, Alberte Rømer Olsen, vandt Haderslev Golfstore Junior & Ynglinge Open 2023.

På tilmeldingslisten ses det desværre, at kun en enkelt spiller fra Aabenraa Golfklub har fundet tiden til at deltage i denne turnering på hjemmebane, hvilket naturligvis er beklageligt. 

Dog drejer det sig her om klubbens unge talent, Alberte Rømer Olsen, som senest vandt Haderslev Golfstore Junior & Ynglinge Open 2023. (læs mere her). Alberte har en starttid kl. 7:10, så de morgenfriske har mulighed for at støtte hende på banen og hjælpe hende frem til endnu en forhåbentlig flot placering. 

Hele turneringen kan følges via leaderboards på disse links:

D-Tour Aabenraa Golfklub 18 huller

D-Tour Aabenraa Golfklub 9 huller 

Friday Nine på en perfekt fredag

Fredag den 26. maj blev årets første (af 4) Friday Nine turneringer afholdt, i det bedst ønskelige golfvejr. 

At Friday Nine turneringerne er blevet en populær begivenhed i Aabenraa Golfklub afspejledes i det flotte deltagerantal på 64.

Aftenens 9 hullers parmatch blev spillet som en Greensome med plads til 6 på hver flight. Der var dobbeltstart på hul 3 og 9.

I samme stil som sidste år var vejret strålende, humøret højt og stemningen afslappet. Dejligt var det især at se nye deltagere, som først for ganske nyligt stiftede bekendskab med golfsporten. 

Dagens vindere blev:

  1. Anneli Calender / Rasmus Christensen – Aabenraa Golfklub – 21 point
  2. Gudrund Lyngbak Thomsen / Flemming Meidahl Thomsen – 20 point
  3. Jytte & Bendt Hansen – 20 point

Se alle resultater her

Tættest på hullet:

Hul 5: Marianne Sørensen – 9,17 m
Hul 7: Gudrun Lyngbak Thomsen – 1,22 m

Tættest på hullet i 2 slag – hul 4: 

Morten & Henrik Bjerregaard – 13,60 m

Aftenen sluttede på terrassen med sandwich og præmieuddeling. Matchledelsen (Marianne & Peter Kondrup) var i særligt strålende humør og en del klappræmier (greenfeebilletter og vin) blev rundhåndet delt ud. Et stort tillykke til dagens vindere. 

En særlig stor tak til Marianne og Peter (samt naturligvis andre frivillige, der giver en hånd med) for at have taget initiativet til Friday Nine og for med sikker hånd at gennemføre disse.

Citat Marianne Kondrup:  

Det ER en turnering – og SELVFØLGELIG spiller vi efter reglerne og turneringsbestemmelserne, men vi skal OGSÅ hygge os og have det sjovt.

Næste Friday Nine afvikles den 16. juni som Scottish Twosome, med mulighed for at afprøve et nyt koncept – “2 turneringer i 1” (nærmere beskrivelse under info om turneringen her i Golfbox). 

Årets første Junior turnering blev et hit!

Der i år, blevet genindført Junior turnering for Aabenraa Golfklubs yngste spillere. Og hvilken succes det blev!

14 seje unge golfere (6-15år), bedre kendt som Aabenraa Golfklubs Astronauter, var tilmeldt søndagens Junior Turnering i 4 forskellige rækker. Og sikke et vejr de fik! Det var sommerlige tilstand, dejligt varmt og uden alt for meget vind.

Humøret var højt allerede fra starten på driving rangen, hvor flere deltager var mødt op i god tid, for at varme op, og samtidig vise deltagerne fra ‘spil med en ven’, hvordan raketterne kommer afsted.
Sammen med en lækker goodiebag, kunne astronauterne komme afsted på deres store mission: Junior Turnering. Der var mange flotte slag, både lange og lige (!), krydret med flotte indspil. Bunker og rough skulle også besøges, men det er jo ingen sag, når man har trænet op til turneringen.
 
Der blev spillet i 4 rækker:

D rækken (Hul 1 og 2) blev det Victoria som løb med sejren. Vi er overbeviste om, at vores Elitedamer bliver nød til, at komme på træningslejr på fuldtid for, at kunne følge hendes udvikling.

C rækken (Hul 1 – 4) blev det Anders som klarede sig bedst. Selvom der måtte streges et hul spillede han op til handicap.
Så inden længe tænker vi, at der kommer kamp til stregen i den kommende tid mellem andre medlemmer i Aabenraa Golfklub.
 
B rækken (Hul 1 – 6) blev reduceret i antallet af deltager undervejs. Grundet vejret var fantastisk, humøret var højt og kroppen der bare ville spille golf, så nogle tog 3 huller mere i håb om, at kunne lave endnu flere point.
Men Thor spillede fantastisk og løb med sejren i B rækken.
 
A rækken (Hul 1 – 9) kan vi konstatere, at vi har rigtig mange dygtig spiller, som nok skal have deres forældre eller andre aktive medlemmer ud på banen. Flere af dem spiller så flot, at de enten spiller bedre end deres handicap eller meget tæt på.
I sidste ende var det Silas der tog sejren med flotte 20 point.
 
Efter endt spil og præmieoverrækkelse, var der lasagne til de seje spiller og hjælpere.
 
Konklusionen efter første Junior Turnering, er at astronauterne vente (u)tålmodigt på næste turneringsdato.
 
KÆMPE tak til forældre og bedsteforældre, som har spillet med i de forskellige flights, hjulpet med regler, taget billede, og stort tak for goodiebags og den lækre lasagne.
En ting er helt sikkert vi kan ikke afholde dette uden al hjælp. Vi håber på endnu flere deltagere næste gang, så hold øje med begivenhederne.
 

Alberte Rømer vandt i Haderslev

Selvom man er Eliteudøver indenfor golfsporten, så skal man have lov at fejre en sådan sejr med “et godt måltid” imens Coach Ronni Christensen ønsker tillykke

Aabenraa Golfklubs unge talent, Alberte Rømer Olsen, vandt Haderslev Golfstore Junior & Ynglinge Open 2023.

Alberte Rømer, der udover selv at spille på Aabenraa Golfklubs Dame Elitehold i 1. division også deltager aktivt som frivillig hjælper omkring Astronauterne i Aabenraa Golfklub, kunne Kr. Himmelsfartsdag glæde sig over en flot sejr i Junior & Ynglinge Rangliste turneringen i Haderslev.

Turneringen blev spillet over 36 huller denne torsdag og med runder i 83 og 80 slag vandt Alberte med komfortable 11 slag ned til nr. 2 og med 13 slag til nr. 3. Positivt er det at se, at selvom 36 huller på en dag er hårdt for konditionen og koncentrationen, så formåede Alberte at forbedre sin score i runde 2 i forhold til runde 1. Virkelig flot spillet. 

Om end der desværre ikke er det samme store felt af piger i disse turneringer som hos drengene, så er det alligevel en flot sejr Alberte kan notere sig og det skal nok sende hende et godt stykke op på DGU’s Ynglinge Rangliste, hvor hun sidste år sluttede som nr. 49. 

Se alle scores her

Stort tillykke til Alberte Rømer med den flotte sejr, der lover godt for flere store resultater i 2023 sæsonen. 

 

Sponsor for Eliten i Aabenraa Golfklub

WAGC Kval. afholdt i Aabenraa Golfklub

Lørdag lagde Aabenraa Golfklub græs til en kvalifikationsturnering under WAGC – World Amateur Golfers Championship – en verdensomspændende turnering hvor 5 amatør-golfspillere sendes til Malaysia for at repræsentere Danmark i et “verdensmesterskab for amatør-golfspillere”.

Via kval. turneringen i Aabenraa Golfklub kunne man kvalificere sig til Landsfinalen og de 5 spillere der vandt lørdagens 5 rækker skal derfor til efteråret til Lübkers Golfklub, hvor de mødes med mange andre vindere fra lignende turneringer rundt omkring i landet. Det er på Lübkers at man finder de 5 spillere der skal repræsentere Danmark.

Det var en åben match med deltagelse fra mange forskellige klubber, og Aabenraa Golfklub fik en deltager med. Der skal lyde et stort tillykke til Anne Louise Erholt fra Aabenraa Golfklub med dagens resultat, og held og lykke på Lübkers til efteråret.

Se alle resultater fra dagen her

SuperBrugsen Open 2023 med knap 100 deltagere

Når der afholdes turnering i Aabenraa Golfklub, vil alle gerne være med.

To hunde løb rundt på parkeringspladsen og bød gæsterne varmt velkommen, inden hundene fortsatte deres leg. De havde hørt om turneringen og havde nået at teste søen på hul 18, inden deres ejermand blev kontaktet.

En smuk søndag, med sol, næsten ingen vind, og en fyldt parkeringsplads – et syn vi alle elsker. Med 95 tilmeldte og kun et enkelt afbud, var der dømt fuldt hus ude på banen. Efter en udsolgt Åbningsturneringer med 120 deltager igen fantastisk opbakning i Aabenraa Golfklub der viser, at det sociale samvær som altid er i højsæde i klubben på Løjt Land. 

SuperBrugsen i Løjt var sponsor for dagens turnering, og havde sørget for en lækker goodiebag til alle spillere. Der var både lidt at spise og drikke, og et fantastisk tilbud til butikken.

Kl 8.30 bød dagens turneringsledelse – Helle Axelgaard og Steve Vogt – alle spillerne velkommen, inden de 94 spillere fordelte sig på de forskellige teesteder. Til trods for de mange deltagere, så var der minimal ventetid på banen og spillet flød spillet – og der blev scoret flotte resultater!

Der var præmier til de 4 bedste scores i hver række – de dygtige vinderes var følgende:

Dagens sponsor – SuperBrugsen i Løjt Kirkeby

Vinderne i A-rækken:

1. OLSEN, Jesper Gubbe – Aabenraa Golfklub – 43 point 
2. MICSKI, Anna – Aabenraa Golfklub – 42 point
3. ULDALL, Jørgen – Aabenraa Golfklub – 36 point
4.  LUND-LAURITZEN, Andreas – Aabenraa Golfklub – 35 point

Vinderne i B-rækken:

1. JACOBSEN, Brita – Aabenraa Golfklub – 38 point
2. PAULSEN, Christian, Aabenraa Golfklub, 38 point
3. JESPERSEN, Henrik, Aabenraa Golfklub, 38 point
4. CRAFT JOHNSEN, Claudia, Aabenraa Golfklub, 37 point

Vinderne i C-rækken:

1. LUND, Lena Remmer – Aabenraa Golfklub – 40 point
2. SEGALT, Carsten – Aabenraa Golfklub – 39 point
3. MØLLER, Peder Traasdahl – Aabenraa Golfklub – 38 point
4. LARSEN, Michael – Aabenraa Golfklub – 37 point

Se alle resultater her

Der blev som altid spillet Tættest på flaget på par-3 hullerne – og denne gang også tættest på flaget i 2 slag på hul 12 (et par 4 hul) :

De dygtige spillere blev her:

Hul 5: Andreas Lund-Lauritzen – Aabenraa Golfklub – 0,77 m
Hul 7: Nielsen Johnsen – Aabenraa Golfklub – 3,84 m
Hul 11: Per Jacobsen – Aabenraa Golfklub – 1,72 m
Hul 15: Ernst Meienburg – Aabenraa Golfklub – 0,52 m
Hul 18: Kathrine Bysted Schmidt – Aabenraa Golfklub – 1,77 m

Hul 12 i 2. slag:  Claudia Craft Johnsen – Aabenraa Golfklub – 1,95 m

Endnu en stor turneringsdag med fuldt hus var dermed afsluttet i Aabenraa Golfklub. Der skal lyde en stor tak til Nikki og SuperBrugsen i Løjt, som dagens sponsor og ikke mindst til alle de 94 glade og ivrige deltagere, der som altid gør deltagelse i turneringer i Aabenraa Golfklub til en stor fornøjelse.

 

Bestyrelsesmøde, 9. maj 2023

Dagsorden Referat fra bestyrelsesmøde tirsdag den 9. maj 2023, kl. 18.30

Sted: Aabenraa Golfklub

Deltagere: Klaus Milton Jensen (KM), Ole Højen (OH), Preben Skellgaard (PS), Asger Stenhøj Schmidt (AS), Anne Louise Erholt (ALE), Jytte Callesen, (JC), Carl Aage Lassen (CAL)

Afbud: Peter Riggelsen (PR), Lars Rømer (LR)

 

Dagsorden

  1. Godkendelse af referat fra seneste møde. Referatet godkendt.
  2. Efterretninger
    • AS og KM tager til jubilæumsreception i Benniksgaard. Klubben ønsker sig pengegave til juniorarbejdet.
    • Der udsendes medlemsundersøgelse over 3 omgange. 1/3 af medlemmerne pr. gang.
  1. Status på igangværende sager
    • G-drev til referater fra udvalgene. AS har lavet filstruktur, som kommer til at ligge på G-drevet under Aabenraa Golfklub 2023.
    • Rabat til grupper af greenfeegæster. AS + OH. Er ikke kommet meget videre, men regner med at lande på en løsning, hvor rabatten relaterer sig til det samlede ordrebeløb.
  1. Økonomi og medlemssituation
    • Økonomi (OH). Vi er lidt bagud i forhold til budgettet. Den primære årsag er fortsat manglende sponsorindtægter. Der er lavet opfølgning på sagerne, så der regnes med, at beløbene kommer ind. Greenfee indtægterne ligger rigtig pænt. Tallene er på ingen måde alarmerende.
    • Medlemstal: 580
  1. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder
    • Aktivitetsudvalg (JC) Initiativ til fastholdelse. Golfens dag gav et pænt fremmøde, men ingen indmeldelser. Arrangement for enker og enlige gav 3 tilmeldinger. Der blev holdt møde med de 3. Ingen nye medlemmer. Det gav anledning til at lave et tilbud til for medlemmer af klubben, som mangler medspillere til en hyggerunde. PS undersøger om der kan skaffes en koordinator. Der er indkommet få tilmeldinger til ”Spil med en ven” Der afholdes en ny ”Gratis weekend” for nye måske kommende golfere den 24/25 juni.
    • Arbejdsgrupperne (AS). Bemanding af klubhuset – modtagelse af gæster. Kathrine Hansen er ny koordinator for arbejdsgruppen. Der er bestilt et nyhedsbrev, der orienterer om gruppen og efterlyser flere medlemmer. Banekontrolgruppen er etableret. Har et ønske om bl.a. id-kort med foto samt adgang til buggy. KM har i sin tid lavet en mappe med praktiske forhold omkring banekontrol. Den skal lige opdateres.
    • Baneudvalg (CAL). Robotten, vi har haft på prøve, har kørt aldeles upåklageligt. Klipper fint. Der mangler endnu nogle tal, før den kan bedømmes endeligt, men det er nok vejen frem. Bunker på toppen af hul 1 fyldes op, så der bliver en græsklædt lavning. Bunkeren i venstre på hul 17 planlægges forstørret 3 – 4 gange for at give større udfordring til de langtslående.
    • Begynderudvalg (PS). Intet nyt i forhold til sidst. En enkelt begynder har måttet stoppet p.gr.a. rygproblemer.
    • Eliteudvalg (LR). Intet.
    • Juniorudvalg (LR). Intet.
    • Regel- og handicapudvalg (ALE). Intet.
    • Sponsorudvalg (PR). Som nævnt arbejdes der på at forøge indtægterne til det budgetterede.
    • Turneringsudvalg (LR). Intet.
    • UGE 29 udvalg (KM). Opstartsmøde har været afholdt. Opfølgning er planlagt. Teltet til terrassen trænger til udskiftning. Der kan muligvis erhverves et brugt.
  1. Kommende aktiviteter/opgaver – planlægning og ansvarsfordeling
    • Modtaget mail vedr. CO2 PS. Se evt. http://www.ourclimate.dk. Det fremsendte materiale blev kort gennemgået. Bestyrelsen takker nej til at indgå aftale med firmaet. PS svarer.
    • Aabenraa Arena. Ronni har skitseret et projekt til styrkelse af primært junior- og elitearbejdet i Arena Aabenraa. Bestyrelsen anbefaler projektet igangsat til efteråret. FU skal forhandle en kontrakt i hus. Detaljer omkring projektet offentliggøres senere.
    • Henvendelse fra Golfbladet. (PS). Golfbladet har henvendt sig vedr. annoncering. Bestyrelsen takker nej. PS svarer.
    • Henvendelse fra Jyske Vestkysten. (PS). Jyske Vestkysten kører en annonce/artikelkampagne under overskriften ”Det kan vi i Aabenraa”. Bestyrelsen takker nej. PS
  1. Henvendelser fra medlemmer/indkomne forslag.
    • Der er kommet forslag om, at det bør være muligt at tegne HIO forsikring ved klubbens turneringer. Bestyrelsen kan imødekomme forslaget og foreslår, at deltagere i turneringer fremadrettet kan vælge mellem den almindelige matchfee eller matchfee inkl. HIO forsikring. Der lægges 20,- kr. oveni den almindelige matchfee.
    • Der er p.t. bøvl med boldmaskinen. CAL tager affære.
  1.  Evt
    • Intet

 

Referent: Preben Skellgaard