Greens åbner igen

Kære golfere. 
 
Chefgreenkeeperen og baneudvalget har vurderet at vores greens godt kan klare at vi spiller på dem.
 
Fra fredag den 17 december, vil vi derfor igen spille “normal” golf.
 
Det er vigtigt, at hvis der er frost, så vil disse greens ikke blive benyttet. Vurderer undertegnede, at greens på nogen måde lider overlast eller tegn på aktiv sygdom, så lukkes greens frem til den nye sæson.
 
Meget vigtigt er det også at rette nedslagsmærker, græsset er gået i dvale og vil ikke selv kunne lukke eventuelle skader, så pas godt på vores greens.

Der er stadig kørselsforbud med golf scootere og golf biler

Dette gøres for at skåne vores bane og det må forventes, at forbuddet vil gælde fra nu og vinteren over. 

Der spilles endvidere med layup på fairways og kortere klippede arealer. 

Mvh Per Ditlev / Baneudvalget

Danmarksturneringen 2022

Kampprogrammet for Danmarksturneringen 2022 er i dag blevet offentliggjort (09.12.21).

Ved første øjekast efterlader alle puljeinddelinger et positivt indtryk for mulighederne for vores 4 elitehold i Aabenraa Golfklub. 

Speciel bliver puljen med vores nyoprykkede Damer i 2. division spændende at følge. De er nemlig kommet i samme pulje som vores naboer fra Sønderjyllands Golfklub, som i 2021 rykkede ud af 1. division. Det skal nok give nogle gode lokalopgør på både hjemme- og udebane. 

De øvrige hold – Herre 1 i 3. div., Dame 2 og Herre 2 i Kvalifikationsrækken – er også kommet i puljer, der efterlader gode muligheder for et stærk 2022 for vores elite. 

Du kan se alle holdenes puljer via vores Eliteside her på hjemmesiden – klik her 

Gaver er ekstremt vigtige!

Disse gaver er essentielle for, at vi kan få momsrefusion som gavemodtager – et prædikat der lige har udløst kr. 114.000,- for 2020!

I 2021 har klubben haft endnu større udgifter end i 2020 blandt andet grundet reparation på hul 18 samt indkøb af varmepumpe til Greenkeeper gården. Derfor vil refusionsbeløbet også blive væsentlig større for 2021 – HVIS vi får de 101 gaver ind á kr. 200,-. Hvis vi ikke får nok gaver ind, så får vi heller ingen refusion. 

Status i dag er 5 gaver (20.12).- så men mon ikke vi hurtigt kan få samlet de resterende ?? 

Gavebeløbet der kommer ind i 2021 (min. kr. 20.000) vil være øremærket til en ekstra, ny vaskeplads tættere på bagrumsbygning.  

Ved betalingen skal navn og CPR-nummer oplyses. Eventuelt kan cpr-nummer også oplyses via mail til info@aabenraagolf.dk. Kun med CPR-nr. kan klubben indberette det til skat, hvorved du får det skattemæssige fradrag.

Da vi er et stykke henne på året, skulle vi gerne have indbetalingen hurtigst muligt og gerne inden 24. december 2021.

Indbetal blot kr. 200,- på konto nr. 7910  1642175 med opgivelse af dit navn og evt. CPR-nummer. 
Kan også betales via MobilePay på 23976 – HUSK stadig navn og evt. CPR-nummer.

Banen må desværre lukkes midlertidigt

 
Vores chef greenkeeper har i dag – 03.12.21 – være ude for at inspicere vores banen.
 
Fakta er desværre, at efter det meget nedbør vi har oplevet den sidste tid, så kan banen simpelthen bare ikke tage mere nedbør. Banen er i dag derfor blevet lukket og dette kommer til at gælde frem til mandag den 13. december. 
 
Det er naturligvis ærgerligt at dette er nødvendigt, men dette sker for at sikre en flot banen i starten af den nye sæson. I øjeblikket er banen desværre så smattet, at alle der færdes på banen laver spor overalt, hvor de bevæger sig og disse kan være meget svære at få bugt med i foråret.
 
Vi beklager – men håber naturligvis på forståelse for ovenstående tiltag, der vil være til gav for alle i foråret.

Damer alligevel i 2. division.

Den 15. september i år publicerede vi en artikel under overskriften “Lige ved og næsten” om Aabenraa Golfklubs 1. Damer, der var så tæt på oprykning til 2. division. De tabte 5-4 til et stærkt Holstebro hold i oprykningsspillet efter en virkelig tæt og spændende match. Læs artiklen her

Skuffelsen var stor blandt spillerne, men der var hurtigt enighed om, at så måtte 2022 være året, hvor oprykningen skulle sikres. 

Men efter besked fra DGU i dag, så behøver de talentfulde damer i Aabenraa Golfklub slet ikke vente så længe – de har nemlig fået plads i 2. division i 2022 alligevel.

DGU skriver følgende:

Horsens golfklub er desværre blevet nødt til at trække deres damehold fra 1. division i Danmarksturneringen fra næste sæson. Derfor fyldes op med hold fra divisionen nedenunder jvf. turneringsbetingelserne, som kan læses her:
  • Gyttegård er bedste 2’er i 2. division og de får dermed pladsen i 1. division

  • Aabenraa har bedre match score end Odense og de får dermed pladsen i 2. division

  • Hobro blev nr. 5 i oprykningsspillet i kval. rækken og de får dermed pladsen i 3. division

Puljer og kampprogram bliver offentliggjort sammen for sæson 2022. Senest midt i januar måned, muligvis før hvis det kan nås.
 
(Aabenraa Golfklub tabte i oprykningsfinalen 5-4 til Hostebro – men Odense tabte den anden oprykningsfinale til Randers med 9-0. )

Så – TILLYKKE MED OPRYKNINGEN !

Selv uden at være oprykkere, har damerne her henover vinteren fået forstærkninger til truppen i form af Anne Marie Schmidt, tidl. Haderslev GK samt Pernille Midtgaard og Frederikke Ellehøj, begge tidl. Ledreborg GK. 

Så i 2022 skal det blive spændende at følge det højst rangerende hold nogensinde i Aabenraa Golfklubs historie – vores 2. div. Damer. 

Bestyrelsesmøde 18. november 2021

Referat bestyrelsesmøde torsdag den 18. november 2021, kl. 18.30

 

Sted: Aabenraa Golfklub

Deltagere: Klaus Milton Jensen (KMJ), Preben Skellgaard (PS), Peter Riggelsen (PR), Torben Petersen (TP), Palle Christensen (PC), Jytte Callesen (JC), Carl Aage Lassen (CAL),

Fraværende: Lars Rømer (LR), Ole Højen (OH)

 

Dagsorden:

  1. Godkendelse af referat fra sidste møde
  2. Efterretninger
  3. Økonomi og medlemssituation
  4. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder
  5. Kommende aktiviteter / opgaver – planlægning og ansvarsfordeling
  6. Henvendelser fra medlemmerne / Indkomne forslag
  7. Eventuelt

Ad 1:

Godkendt

Ad 2:

Range balls. Vore normale leverandør har ikke kunnet levere siden sommeren og vil heller ikke kunne levere de næste mange måneder. Derfor er der indkøbt 200 dusin gule bolde uden sponsortryk for at vi kan være sikret i foråret.

Solfilm på kontorvinduerne kommer senest foråret, tidspunkt vil være afhængig af vejr.

JC mangler visse oplysninger for at kunne færdiggøre rapportering og udløse tilskud til hul 18.

Vi er ved at indhente tilbud på nye trolleys og nye begyndersæt, der er lang leveringstid.

Der er afholdt møde med Per Ditlev og greenkeeper behov og ønsker for 2022 er lagt fast.

Ad 3:

Økonomi:

Det fremsendte regnskab for de første 10 måneder er pænt over budget og forventes ikke at ændre sig væsentlig de sidste 2 måneder. Hul 18 samt varmepumpe er endnu ikke inkluderet i regnskabet. Der forventes et udkast til budget til næste møde.

Vi har fået mere i momsrefusion for 2020 end forventet. For 2021 har vi en del ekstra udgifter grundet hul 18 samt varmepumpe, alt med moms. Det er derfor altafgørende, at vi også i 2021 for mindst 100 gaver. Vi intensiverer aktiviteten på Facebook.

Medlemssituationen:

Pt. 656 medlemmer. 51 udmeldinger pr. 1. januar af forskellige årsager.

Ad 4:

Sponsorudvalg:

Sponsorgruppen havde møde tirsdag, og gruppen er i gang med at forny sponsorater for 2022/23. Revideret sponsorliste sendes til turneringsudvalget for bedre kommunikation og koordinering fremover.

Eliteudvalg:

Intet at rapportere.

Baneudvalg:

Intet at rapportere.

Turneringsudvalg:

Ønsker bedre information og koordinering fremover med bestyrelse og sponsorgruppe. Turneringsplan for 2022 er undervejs.

Begynderudvalg:

Hjemmeside er opdateret og klar til 2022.

Hverveudvalg:

Vi forsøger at koncentrere aktiviteterne i første halvdel af sæsonen. JC har ind i mellem behov for hjælp med at gennemføre aktiviteterne.

Ad 5:

21.11 3 jerns turnering. Aflyses grundet for få tilmeldinger.

Ad 6:

Ingen henvendelser

Ad 7:

Vi har fået flere henvendelser om opbevaring af private buggies om sommeren. I første omgang etableres der 2 ekstra strømstik, hvor de gamle trolleys står.

Golfsimulator. Facebook undersøgelsen gav ikke en klar indikation om opbakning og behov for simulatoren. Alle er enige, om at simulatoren vil være en gevinst for klubben og den fremtidige udvikling. Det store spørgsmål er økonomien, og hvorvidt den vil blive selvfinansierende, hvilket jo afhænger af hvor ofte den vil blive brugt. Vi forsøger at lave forskellige scenarier i forbindelse med budgetlægningen.

 

Referent

Torben Petersen

 

Næste møde:

Tirsdag den 14. december 2021

 

Indførsel af Coronapas

Som alle nok har fået med, så har regeringen har besluttet at indføre krav om Coronapas i dele af samfundet i foreløbigt en måned fra fredag den 12. november 2021. Dette får også betydning for os som golfklub.

Kravet betyder, at personer på 15 år eller derover skal vise Coronapas for at benytte restauranter/caféer samt lokaliteter og deltage i arrangementer med over 200 tilskuere eller deltagere indendørs, og 2.000 tilskuere eller deltagere udendørs.

Generelt anbefales: 

1. Sørg for håndsprit ved indgangen til klubhuset, mødelokaler og lign.

2. Opsæt informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

3. Er du syg eller har symptomer som hoste eller feber, så blive hjemme. 

 

DGU’s anbefalinger til golfklubberne per 10. november 2021 kan læses i sin fuld længde her

 

Helteakademi starter i Aabenraa Golfklub

I snart 20 år har Aabenraa Golfklub bestræbt sig på at være medlemmernes klub, at tage socialt ansvar, at bidrage med et interessant idrætstilbud på Løjt Land for alle aldersgrupper samt at udbrede kendskabet til golf. 

Derfor er Aabenraa Golfklub også en yderst aktiv spiller mht. Skolegolf, som specielt klasserne på Løjt Skole har stor glæde af.  Klubben tilbyder også med stor succes ”Kronikergolf” – golf for alle med en kronisk sygdom og deres pårørende – i tæt samarbejde med Aabenraa Kommune, Diabetesforeningen og Fritids Rådet.

Astronauterne i Aabenraa Golfklub er også en stor succes under ledelse af rumkaptajnerne Anna Micski og Ronni Christensen. Træningen her er målrettet de 4-15-årige og gruppen er stødt stigende fra 10 i starten i 2020 til nu over 25 Astronauter. Fokus er på leg, glæde, venskaber og udvikling. Det betyder, at hos Astronauterne vægtes det sociale højt og det at ungerne griner, leger og får masser af succesoplevelser. 

Blandt klubbens andre ca. 700 medlemmer har Astronauterne allerede få tilnavnet ”Aabenraas sejeste Golfere” for deres store fremmøde til hver træning (selv i øsende regnvejr), deres ukuelige træningsiver, højlydte grin og glæden der stråler ud af deres øjne, når de ”leger” golf. Kommer man forbi Aabenraa Golfklub en dag Astronauterne træner, så går man helt sikkert derfra med et stort smil på læberne.

Rygterne om arbejdet med Astronauterne og den succes det har bragt med sig har også nået Idrættens Hus og Dansk Golf Union. Derfor er Kaptajn Anna Micski nu inviteret til at videregive Aabenraa Golfklubs erfaringer til alle landet golfklubber under DGU’s Juniormøde senere på måneden i Vejle. 

Og nu tilføjes så endnu et helt nyt koncept, som også kommer til at sortere under “Astronauterne”. 

Helteakademiet

I går er det blevet offentliggjort, at Aabenraa Golfklub i april 2022 udvider vores Astronauter med Helte. Dette skete via en artikel på golf.dk som kan læses her

Kort fortalt har Børneulykkefonden, som arbejder med at få syge børn til at bevæge sig med fysisk aktivitet og sport, længe arbejdet med Helteakademier indenfor f.eks. fodbold. Men de har i et stykke tid haft et ønske om at finde en sportsgren, som ikke var en kontaktsport. Derfor blev DGU kontaktet og herigennem opstod kontakten til Aabenraa Golfklub, grundet det store arbejde klubben i forvejen gør på flere sociale områder. 

Aabenraa Golfklub glæder sig til at kunne tilbyde golf til syge børn via det nye Helteakademi og er sikker på, at det golfsporten og klubben kan tilbyde, vil falde i god jord hos de kronisk syge børn, som ofte føler sig alene og ensomme. Og også her bliver den tætte kontakt til Astronauterne i klubben helt unik. 

Aabenraa Golfklub håber – som det også er tilfældet med “Kroniker Golf” for de voksne – at venner og familie til kronisk syge børn i Sønderjylland hjælpe med at sprede budskabet, så vi kan få kontakt til så mange børn som muligt inden opstarten i 2022. Via “Kroniker Golf” for de voksne har vi også set, at flere venner og nære også starter på golf for på den måde at støtte kronikerne og være en del af deres nyfundne hverdag med golf. 

Interesserede kan kontakte Aabenraa Golfklub på mailadressen prebenskellgaard@gmail.com eller info@aabenraagolf.dk.

 

Kørselsforbud genindføres

4. november 2021:

Det er dags dato blevet besluttet at genindføre kørselsforbuddet med golf scootere og golf biler.

Dette for at skåne banen og det må forventes, at dette forbud kommer til at gælde fra nu af og vinteren over. 

Beslutningen er taget i samråd med Chefgreenkeeper Per Ditlev.

Venlig hilsen
Peder Traasdahl Møller
Baneudvalgsformand

 

Stort fremmøde til Pink Cup Lotto

Igen i 2021 bekræftede medlemsskaren i Aabenraa Golfklub samt gæster fra Løjt Land, at klubben og området altid bakker op om indsamlinger til gode formål så som Pink Cup.

I 2021-udgaven af den populære Pink Cup Lottospilsaften deltog igen knap 100 personer fra nær og fjern – og om end rekorden for antal deltagere ikke blev slået – så var der ny rekord for det indsamlede beløb ved Pink Cup Lottospil. Aftenens beløb endte nemlig på over kr. 10.000,- hvilket ikke er set før til Pink Cup Lottospil. 

Pink Cup udvalget i Aabenraa Golfklub sender en stor tak til alle fremmødte samt de frivillige hjælpere, der især gjorde aftenen mulig. En ekstra stor tak går til alle sponsorer, der har været så venlige at sponsorere præmier til årets Pink Cup Lottospil – ingen nævnt – ingen glemt – men alle blev nævnt løbende under aftenens arrangement.

Uden disse velvillige sponsorer, ville det slet ikke være muligt at arrangere de mange forskellige aktiviteter til fordel for Pink Cup året igennem. Aktiviteter der indtil nu har resulteret i, at Pink Cup udvalget i Aabenraa Golfklub over årene har sendt over 1/2 mill. kroner til Kræftens Bekæmpelse / Støt Brysterne. Og endnu flere er på vej. 

Stor tak til alle !