Buggy kørsel ikke længere tilladt

Andre baner er allerede begyndt at lukke dele af eller hele golfbanen grundet det meget våde vejr vi oplever i øjeblikket. 

Men i Aabenraa Golfklub er vi så heldige, at banen, greens med videre er godt drænet og vi derfor endnu ikke har disse problemer. 

Dog bliver vi grundet det våde vejr nødt til at indstille brugen af buggys, el-scootere og lignende for i år, så disse er ikke længere tilladt på banen.  

 

Frost, forsinkelser og græssets sundhed…

Vi nærmer os en koldere tid, hvor muligheden for rimfrost og nattefrost er overhængende. 

Her kan du se en video der viser, hvad der sker på greens selv under rimfrost – og hvorfor det er skadeligt for greens at blive brugt under disse forhold. 

 

Hole-in-One til Hjælperturnering

Lørdag den 5. oktober var 63 af Aabenraa Golfklub mange og meget aktive frivillige til start i året Hjælperturnering 2019. 

Frivilligheden i Aabenraa Golfklub er en stor del af klubbens ånd og hvad der får hele klubben til at løbe rundt. Derfor var det også dejligt at se så mange deltagere til den årlige turnering for netop de frivillige i klubben. Og for at støtte op om klubben og foreningen Aabenraa Golfklub skal der ikke mere til end en hjælpende hånd i et par timer i løbet af året.

Så sidder du som medlem og er endnu ikke en del af de frivillige i klubben, så skriv endelig en mail på info@aabenraagolf.dk og bliv en del af det frivillige fællesskab i Aabenraa Golfklub. Du må gerne angive indenfor hvad du ønsker hjælpe klubben – også gerne på områder, der idag måske ikke er nogle frivillig til.

I fællesskabets ånd bliver Hjælperturneringen 2019 spillet som en holdturneringer, hvor de 3 bedste stableford scores pr. hul tæller til holdets samlede score. Trods lidt lave temperaturer blev det en dag i tørvejr som bød på flotte scores, en masse hygge og så også en hole-in-one. 

På Aabenraa Golfklubs hul 7 – et par 3 hul på 145 m fra gul – slog René Aagaard Andersen nemlig det slag, de fleste golfspillere drømmer om ved at sende bolden direkte i hul fra teestedet. 

René Aagaard samler holdet op af hullet på hul 7 efter sit hole-in-one under Hjælperturneringen 2019

Som René selv fortæller:

Jeg var lige kommet fra et forfærdeligt 4-put på hul 5 for dobbeltbogey og en bold i træerne på hul 6, som også resulterede i dobbeltbogey. Så på vej til teestedet på hul 7 sagde jeg til en af mine spilmakkere – Peter Kondrup – at “nu skal der da til at ske noget” – og det gjorde der. 

Pinden stod på 134 m, der var koldt og modvind, så jeg besluttede mig til at slå to jern mere end jeg normalt ville, så det blev til et punshed (flat) 6 jern imod green. Jeg ramte bolden rigtig godt og den startede som tiltænkt fladt mod green ca. 2 m højre om flaget. Da bolden så krydser starten af green ser jeg, at den begynder og bevæge sig til venstre mod flaget og tænkte “nå – den bliver god”. 

Pludselig hører jeg så, at bolden rammer flaget og jeg vender mig mod Peter og spørger, om han så hvor bolden fløj hen. Han sagde, at han ikke så den flyve nogen steder hen og først der gik det op for mig, at det kunne være et hole-in-one – men jeg var stadig ikke sikker. 

De to damer på vores flight der stod på rød tee havde heller ikke set bolden springe væk fra green – men til trods for det, kunne jeg stadig ikke helt få mig til at tro at bolden skulle være gået i. Først da jeg kommer op til hullet og ser bolden ligge der – uden at der var nedslagsmærker nogle steder – forstod jeg, hvad der var sket. Bolden havde ramt helt i bunden af flaget og var heldigvis blevet i cuppen.

Dejlig fornemmelse – det er mit første officielle hole-in-one som jeg har ventet på lige siden jeg startede med golf i år 2000. Og ærligt, så havde jeg faktisk opgivet håbet om, at det nogensiden skulle ske. Men nu kan min far da heldigvis ikke længere drille mig med, at han er den eneste der har en sticker med “Medlem af Aabenraa Golfklubs Hole-in-one Club” bag på bilen. 

René har modtaget den obligatoriske flaske whisky fra Aabenraa Golfklub samt et gavekort på kr. 1.000 til Aabenraa Golfklub venligst sponsoret af Rimeco i Aabenraa, som er sponsor på alle hole-in-ones i Aabenraa Golfklub.

Efter matchen var klubben og baneejere værter ved grillpølser, vand og øl i klubhuset og der blev traditionen tror også budt på en ekstra udskænkning på grund af dagens hole-in-one. 

Se alle resultaterne fra Hjælperturneringen 2019 i Aabenraa Golfklub her

Er Tirsdagspigerne i Aabenraa Golfklub noget for dig?

Selvom sæsonen desværre snart er ovre vil det for dig som kvindeligt medlem i Aabenraa Golfklub – nyt eller erfaren / ung eller ældre – være en rigtig god ide at bruge “pausen” til at overveje, om du ikke skulle være en del af en fantastisk social Klub-i-Klubben kun for kvinder fra starten af 2020 sæsonen.

Solheim Cup 2016

Tirsdagspigerne i Aabenraa Golfklub har bestået lige siden klubben blev stiftet og banen var klar til spil helt tilbage i 2005. I 2020 er det dermed klubbens – og Tirsdagspigernes – 15 års jubilæum.

Siden da har Tirsdagspigerne været en stor aktiv del af det sociale liv i Aabenraa Golfklub og har været samlingspunkt omkring en masse aktiviteter for kvinderne – og alle medlemmer – i Aabenraa Golfklub. Det arrangeres alt lige fra Bankospil, Venskabsmatcher, den årlige udflugt med overnatning, den interne Solheim Cup, matcher mod Herreklubben og meget mere.

Og selvom der eksisterer et seperat udvalg til dette, så er Tirsdagspigerne en rigtig stor del af den årlige indsamling til Pink Cup og Støt Brysterne via Kræftens Bekæmpelse.

Klubbens formål er fastlagt i deres vedtægter og lyder således:

Det er foreningens formål at skabe gode muligheder for at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i foreningen, at udbrede kendskabet til golfsporten.

Og man må sige, at Tirsdagspigerne gør alt for at leve op til deres formålsparagraf. Læs bare Formandens Beretning 2019 som lige er leveret efter Tirsdagspigernes årlige Generalforsamling som fandt sted i tirsdags. Læs mere her.

Tirsdagspigernes motto er ej heller til at tage fejl af:

  • Vi vil have nogle gode timer og oplevelser sammen
  • Vi vil udvikle vort golfspil og det sociale samvær
  • Vi vil respektere forskellighed
  • Vi vil udvise høj moral og etik
  • Tirsdagspigerne arbejder målbevidst for at hjælpe og støtte hinanden. Her kan du få venskaber for livet.

Der er for nuværende 53 medlemmer af Tirsdagspigerne i Aabenraa Golfklub og de vil gerne være mange flere. Og forfatteren af dette skriv kan bekræfte, at alle 53 er nogle livsglade, sociale, smilende, humoristiske, udadvendte og uhøjtidelige kvindelige golfentusiaster der gerne møder nye ligesindede. 

Så er du som kvindelig golfer i Aabenraa Golfklub ikke allerede medlem af Tirsdagspigerne og ønsker du nye kvindelige golfbekendtskaber, sociale aktiviteter med ligesindede, at gøre en forskel for kvindelige golfere i Aabenraa Golfklub samt ikke mindst et “fristed” fra mændenes “macho-golf” med alt hvad det indebærer, så er Tirsdagspigerne lige noget for dig. 

Du kan læse mere om Tirsdagspigerne her, hvor du også finder indmeldelsesblanket mv. 

Vel mødt i Tirsdagspigerne i 2020

Pink Cup 2018

Som det måske er mange bekendt, så findes der i Aabenraa Golfklub 3 officielle “Klubber-i-klubben”, nemlig Seniorklubben, Tirsdagspigerne og Herreklubben. 

Seniorklubben spiller mandag formiddag, Tirsdagspigerne tirsdag eftermiddag og Herreklubben onsdag eftermiddag. 

Udover de af klubben arrangerede sociale aktiviteter, så er disse Klubber-i-klubben de sociale holdepunkter i Aabenraa Golfklub med masser af aktiviteter, ture, matcher mod andre klubber, frivillig hjælp til klubben og meget mere.  

Disse klubber-i-klubben har hver deres egen side her på hjemmesiden under overskriften “Medlemmer”, hvor der kan findes information, spillekalender, invitationer og meget mere for hver Klub-i-klubben.  

To Sønderjyske Mesterskaber til Aabenraa Golfklub

Søndag den 29. september blev der spillet Sønderjysk Mesterskab 2019 på Nordborg Golfklubs flotte anlæg. 

Sønderjysk Mesterskab er en turnering indført under det tidligere Eliteprojekt Sønderjyske Eagles, men som heldigvis har overlevet til idag. Turneringen er for Klubmestrene i alle aldersklasser for de klubber, der deltager i det Sønderjyske Greenfee samarbejde. Kan vinderen af det lokale Klubmesterskab ikke deltage, inviteres nr. 2 til at deltage og så fremdeles for at sikre, at hver klub har mulighed for at stille med spillere i alle rækker. 

Her kåres over 18 huller en Sønderjysk Mester i hver aldersrække samt naturligvis for Klubmestre Damer og Herrer. Samtidig spilles om titlen som Sønderjysk Mester for Klubhold, som afgøres af de 5 bedste bruttoscores blandt deltagerne fra hver klub. 

Aabenraa Golfklub stillede næsten med fuldt hold – der manglede kun en spiller i Junior Drenge-rækken.

Sønderjysk Mesterskab 2019 blev en noget våd fornøjelse for alle spillere på en ellers flot banen i Nordborg, og forholdene afspejlede sig også i en del scores på dagen. 

Flere af vore spillere leverede nogle flotte præstationer og var med helt fremme og Aabenraa Golfklub kom fra Nordborg med to Sønderjyske Mestre 2019 nemlig Cecilie Breinholt Madsen i Junior Piger og René  Smidt Remod i Mid-Age Herre. Et stort tillykke skal lyde til de to. 

Aabenraa Golfklub blev samtidig nr. 2 i Sønderjysk Mesterskab for Klubhold kun slået af Benniksgaard Golfklub, som med mange flotte scores tog førstepladsen. 

Se alle resultater fra Sønderjysk Mesterskab 2019 her

Bestyrelsesmøde 9. september 2019

Referat bestyrelsesmøde tirsdag den 9. september 2019, kl. 18.30

Sted:Aabenraa Golfklub

Deltagere: Jonna Andersen (JA), Klaus Milton Jensen (KM), Torben Petersen (TP), Mette Lillebæk (ML), Henning Kjeldsen (HK), Jytte Callesen, (JC), Peter Riggelsen (PR), Palle Christensen (PC), Ole Højen (OH)

Fraværende: Ingen

Dagsorden:

  1. Godkendelse af referat fra sidste møde
  2. Efterretninger
  3. Økonomi og medlemssituation
  4. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder
  5. Henvendelser fra medlemmerne / Indkomne forslag
  6. Eventuelt

Ad 1:

Intet referat fra sidste møde.

Ad 2:

Vi har modtaget 45.000 kr. i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje til vores Astronaut projekt. Ronni laver en prioritetsliste over, hvilke materialer der skal bruges frem til næste sommer. Separat plan laves i fald der bliver mulighed for vintergolf i 19/20.

Golf carts. Der arbejdes på at komme af med de gamle golf carts, samtidig med at sponsorudvalget prøver at finde sponsorer til de nye golf carts.

Ad 3.

Økonomi:

Der er et underskud i forhold til budgettet. Afvigelserne skyldes primært manglende kontingentindtægter, manglende greenfee indtægter samt skift af greenkeeper. Kvartalsregnskab samt forventninger til årsresultat kommer på næste bestyrelsesmøde.

Medlemssituationen:

Pt. 629 medlemmer. 

Ad 4:

Baneudvalg:

3’ shelter er stadig udestående. Klaus sender kort til Peter med ønsket placering af 3’ shelter.

Sommer greens lukkes 3 måneder til vinter grundet svamp samt efterslæb fra tidligere år. Til gengæld er der blevet lovet forbedrede vintergreens i forhold til tidligere år. 

Begynderudvalg:

Begynderturnering flyttes snart til søndag eftermiddag grundet den mørke tid. Preben Skellgaard har overtaget teoriundervisningen.

Hverveudvalg:

Pt. ingen aktiviteter, der undersøges hvilke muligheder der findes i forbindelse med Facebook.

Diverse:

Hjælperturnering lørdag den 5. oktober. Indbydelse udsendes snarest. Da turneringen er for hjælpere, arrangeres turneringen af bestyrelsen og andre frivillige.

Årligt medlemsmøde er planlagt til søndag den 17. november kl. 10. Indbydelse udsendes senere.

Ad 5:

Ingen henvendelser.

Ad 6:

4 personer er på valg til næste generalforsamling. Der agiteres for mulige emner på det kommende medlemsmøde.

”Wall of Fame” skal ændres grundet pladsmangel. Speedy er behjælpelig med dette, men egnet stillads skal findes.

Der blev udvekslet strøtanker vedrørende revidering af vedtægter, bestyrelsessammensætning samt fremtidig struktur.

Referent

Torben Petersen

Tilmelding til Regionsgolf 2020

Så er planlægningen til Regionsgolf 2020 allerede startet og tilmeldingen til næste års regionsgolfturnering er åben.

Regionsgolf Danmark er den største holdturnering for klubgolfere i Danmark, både hvad angår deltagende klubber, deltagende hold/spillere samt afviklede kampe gennem sæsonen. Læs mere om Regionsgolf Danmark her.

Alle der ønsker at stille sig til rådighed for turneringsholdene kan skrive sig på den relevante liste som hænger på tavlerne i gangen til omklædning klubhuset. Holdene er både for kvinder og mænd. Vi vil gerne have interesserede opdelt i følgende grupper:

Liste 1: Seniorer som fylder 50 og op til 59 år i 2020

Liste 2: Veteraner som fylder 60 år i 2020 og op til 69 år i 2020

Liste3: Superveteran som fylder 70 år i 2020 og opefter.

  • Turneringen afvikles fra medio maj til medio juni 2020
  • Der spilles max. 6 matcher 3 på hjemmebane og 3 udebane.
  • Der spilles: 1 foursome, 1 damesingle, 3 herresingler.
  • Deltagerprisen er kr. 100 pr. person.
  • Man sørger selv for transport.
  • Efter hver match er der fællesspisning. Vinderne i hver march giver øl til taber.

Tilmeldingsfristen udløber den 31.10.2019

Så har du lyst til at prøve kræfter med turneringsgolf for amatører, så meld dig endelig – Regionsgolf giver dig mulighed for at spille nye baner, spille golf på et hold og få en masse hyggelige timer med andre amatørgolfere. 

Bestyrelsesmøde 13. august 2019

Referat bestyrelsesmøde tirsdag den 13. august 2019, kl. 18.30

Sted:Aabenraa Golfklub

Deltagere: Jonna Andersen (JA), Klaus Milton Jensen (KM), Jytte Callesen, (JC), Palle Christensen (PC), Ole Højen (OH)

Fraværende: Peter Riggelsen (PR), Torben Petersen (TP), Mette Lillebæk (ML), Henning Kjeldsen (HK)

Dagsorden:

  1. Godkendelse af referat fra sidste møde
  2. Efterretninger
  3. Økonomi og medlemssituation
  4. Rapport fra bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder
  5. Henvendelser fra medlemmerne / Indkomne forslag
  6. Eventuelt

Ad 1:

Godkendt.

Ad 2:

De nye leasede Golf Carts er klar til at blive sat i gang. Vi har ikke modtaget nøgleboksen endnu, men vi vil have de nye biler i brug nu. Pris for brug af golfbilerne fremadrettet bliver følgende:

Greenfee gæster: 300 kr. og Medlemmer: 150 kr. Der laves en klippekortløsning til medlemmer.

Ad 3.

Økonomi:

Der er søgt om fortsat at få del i momspuljen i form af, at vi er registreret som gavemodtager (det er et krav for at kunne søge om refusion). Der sendes info ud til medlemmer omkring dette snarest.

Der rykkes fortsat hos debitorer for manglende indbetaling.

Der er afvigelser i forhold til budgettet, dette følges tæt op.

Lynnedslaget har koster 156.000 kr., som forventes dækket af forsikringen.

Medlemssituationen:

Pt. 621 medlemmer.

Ad 4:

Baneudvalg:

Der informeres om, når der prikles og proppes m.m., så medlemmerne ved, hvornår det foregår.

Aktiviteter og Hverveudvalg:

Der er pr. dags dato tilmeldt 21 til Spil-med-dag den 17. august.

JC har foreslået at undersøger med en anden klub, hvordan de har haft succes med rekruttering af nye medlemmer og fastholdelse af disse.

Uge 29 udvalg:

Uge 29 arrangementet gav et overskud på ca. 38.000 kr. Til næste år – 2020 – vælges noget af markedsføringen fra, da der så vil kunne spares ca. 15.000 kr. = større overskud.

Begynderudvalg:

Der er god tilmelding til begynderhold, der opstartes eventuelt 2 hold nu.

Ad 5:

Der har været forespørgsel fra medlemmer om udvidelser / ændringer i drikkevare-sortimentet. PC undersøger.

Ole Svenningsen har spurgt til flugtveje og låsning af døre i klubhuset. JA undersøger hvad vi kan gøre ved det.

Elisabeth Skellgaard har spurgt til ændring af intervaller fra 7 til 10 minutter mellem starttider. Det betyder færre tider på banen, og i første omgang beholdes de nuværende intervaller.

Ad 6:

Golfspilleren i Centrum: der er udsendt info til bestyrelsen.

 

Referent

Jytte T. Callesen

Billeder siger mere end ord…

I Aabenraa Golfklub er der altid blevet samlet mange billeder af alt hvad der skete i klubben. Både fra turneringer, arbejdsdage, diverse besøg og meget mere. 

Vi har brugt steder som Picasso og Google+ til at styre vores billedgalleri, men disse steder er nu alle lukket, så vi har i 2018 ikke kunne vise hele klubbens historie i billeder, der for nuværende strækker sig helt tilbage til 2003. 

Men nu er 14.166 billeder fra over 260 forskellige arrangementer, turneringer mv. blevet downloaded, bearbejdet og nu igen uploadet på vores egen hjemmeside, så vi nu – og i al fremtid – har sikret “Aabenraa Golfklubs historie i billeder”. Arkivet vil naturligvis blive opdateret løbende med nye billeder – og eventuelt gamle der skulle dukke op. 

Nogle af vore medlemmer har været med fra starten og husker det gamle klubhus og proshoppen, banen fra den blev anlagt, besøg af blandt andet Iben Tinning, Peter Ankersø og Thomas Nørret, hvem der spillede med i Klubmesterskaberne i 2009 eller en af de andre 13 turneringer det år, besøg af Wilson Staff Tourbus i 2011, aktiviteter i AaGK Network og meget mere. 

Andre af vore nuværende medlemmer er måske startet ud i klubben ved at være med i Aabenraa Firma Mesterskaber i Golf i 2010/2011/2012 eller 2013.  Eller har været på tur med Herreklubben, til Pink Cup eller med Seniorklubben i Østrig eller Madeira – og har måske ikke været med til første spadestik på vores klubhus.  

Chancen for at du finder billeder derfra i vores nye billedgalleri er meget stor og vi håber, at mange vil have stor fornøjelse ved at kigger billederne igennem. 

Skulle du selv ligge inde med billeder specielt fra de meget tidlige år (2003-2007) eller specielt fra “Danmarks mindste Golfklub” på marken i Løjt Kirkeby som senere blev til Aabenraa Golfklub, så kontakt gerne René Aagaard Andersen på web@aabenraagolf.dk, så vi også kan få dem ind i vores arkiv. 

Rigtig god fornøjelse med arkivet som du finder under menuerne “Banen” og “Klubben” på vores hjemmeside – eller lige her.  

Nøgleboks til udlejning af golfbiler er ankommet

Nu er det muligt at leje golfbiler i Aabenraa Golfklub, uden at skulle i kontakt med klubben for at få udleveret nøgler. I denne uge har Aabenraa Golfklub nemlig fået installeret den nye Nøgleboks fra CompuPartner, der er koblet sammen med Golfbox bookingsystem og CompuPartners eget betalingssystem. 

Fremover foregår leje og booking af golfbiler i klubben lidt anderledes, idet golfbiler skal bestilles over Golfbox, når man booker sin tid på nettet – eller direkte på skærmen i klubhuset, når man bekræfter sin tid. Bestilling af golfbiler kan for nuværende ikke foretages, hvis man bruger Golfbox-app’en til tidsbestilling. 

Aabenraa Golfklub råder over et vist antal golfbiler til udlejning og klubben råder medlemmer og gæster til at bestille buggy ved booking af tid, da man så er sikker på, at der også er en buggy når man ankommer og skal spille. Man kan sågar ved booking af tider og golfbiler via Golfbox se, hvor mange biler der er ledige på det pågældende tidspunkt. 

Systemet holder nemlig automatisk styr på, hvor mange biler der er udlejet, hvor længe bilerne har været tilbage i opladeren og hvornår de så kan udlejes igen. 

Prisen for leje af en golfbil for 18-huller er kr. 300,- for gæster og kr. 150,- for medlemmer. 

Reservation af golfbil i forbindelse med tidsbestilling via Golfbox på nettet:
(se også billedgalleri nederst)

Reservation af buggy foregår i forbindelse med reservation af starttid i Golfboks: Når alle spillerne i en flight er tastet ind, trykkes på knappen ‘TILFØJ EKSTRA’ i nederste højre hjørne. Derefter:

  • Tryk på pilen og vælg vare (Buggy)
  • Tryk på næste pil og vælg spiller, som skal have buggyen
  • Tryk på ‘TILFØJ’

​Betaling af buggy foregår derefter når starttiden bekræftes (og for gæster betales) på touchskærmen i klubhuset. Når du har bekræftet din tid og betalt det du skal, vil en låge i Nøgleboksen åbne sig og du kan tage nøglen deri. 

Reservation af golfbil i forbindelse med tidsbestilling på skærm i klubhuset:
(se også billedgalleri nederst – vi beklager kvaliteten af billederne fra skærmen, vi håber snart, at der kommer bedre billeder :-))

Bestil din tid til dig og dine medspillere og tryk derefter på “TILFØJ VARER”. Vælg derefter, hvem du vil bestille en golfbil til – denne spiller betaler også lejen af golfbilen. 

  • Klik på “+” tegnet for at tilføje en eller flere golfbiler
  • Klik på “Næste” og følg derefter vejledningen på skærmen.

Når du har bekræftet din tid og betalt det du skal, vil en låge i Nøgleboksen åbne sig og du kan tage nøglen deri. 

Aflevering af nøgle efter endt brug af golfbil:

Når du har sat bilen tilbage og husket at sætte opladerstikket i, skal nøglen til golfbilen afleveres  i nøgleboksen igen. 

Log ind på skærmen i klubhuset manuelt, eller ved at køre dit DGU kort igennem kortlæseren.

  • Klik på “Flexboks” i menuen i højre hjørne af skabet
  • Klik på “Aflever”
  • Indtast dit nøgle nummer og følg anvisningerne på skærmen

Boksen vil derefter åbne en låge og du lægger nøglen tilbage i boksen og lukker lågen. Dermed er din tilbagelevering af nøglen registreret i Golfbox og du risikerer ingen ekstraregning for udlejningen. 

Såfremt du ikke lægger nøglen tilbage på ovenstående måde, er udlejning ikke afsluttet, men stadig registreret på dit DGU nummer. Du risikerer dermed at modtage en ekstraregning på leje af golfbilen da bilen dermed ikke kan udlejes igen, før nøglen er lagt tilbage af personalet i klubben. 

 

Reservation af golfbil i forbindelse med tidsbestilling via Golfbox på nettet: (Klik på det første billede til venstre og brug så pil-til-højre i den box der åbner for at se næste billede)

NextGEN Gallery

Redigere
Slet

Reservation af golfbil i forbindelse med tidsbestilling på skærm i klubhuset: ((Klik på det første billede til venstre og brug så pil-til-højre i den box der åbner for at se næste billede – beklager kvaliteten af skærmbillederne)

NextGEN Gallery

Redigere
Slet